Columbus afregner købesum for østrigsk datterselskab
Columbus IT Partner koncernen erhvervede 100 pct. af aktiekapitalen i det østrigske selskab Martin Becker GmbH i 4. kvartal 2005. Opkøbet skete som led i Columbus IT Partners strategi om at styrke sin markedsposition på Navision produkterne i de tysktalende lande.
Martin Becker GmbH er et mindre men rentabelt selskab med en årlig omsætning i niveauet 2 mio. kr. Selskabet er stiftet i 2002, og beskæftiger i dag 3 medarbejdere. Selskabet har fungeret som underleverandør for Columbus IT Partner Østrig igennem en periode, og vil således umiddelbart kunne integreres i Columbus IT Partner Østrig.
Købesummen udgør EUR 130.000 (ca. 1,0 mio. kr.) baseret på en forventet indtjening for 2005. Købesummen vil blive justeret såfremt der er afvigelser til den forventede indtjening i opad- eller nedadgående retning. Såfremt sælger ikke af egen vilje har ophørt sit ansættelsesforhold i selskabet per 31. december 2006 og 31. december 2007, vil sælger modtage et mindre bonusbeløb for hvert år.
Købesum for aktieposten i Martin Becker GmbH (med undtagelse af 3 potentielle kontant bonusbeløb, som forventes at udgøre ca. 10-20 pct. af købesummen) straksafregnes nu gennem udstedelse af 93.659 aktier, svarende til ca. 0,13 pct. af Columbus IT Partners samlede aktiekapital efter udstedelsen. Efter aktieudstedelsen består aktiekapitalen i Columbus IT Partner af 72.179.913 aktier á nominelt 1,25 kr. eller i alt nominelt 90.224.891,25 kr. Bestyrelsen har dags dato vedtaget kapitalforhøjelsen.
Aktietegner, Martin Becker, som er den tidligere ejer af Martin Becker GmbH, har dags dato underskrevet tegningslisten i relation til de nyudstedte aktier, og udstedelsen af aktier vil blive gennemført snarest muligt. De nye aktier udstedes til kurs 10,36 pr. aktie á nominelt 1,25 kr. Kursen er beregnet som gennemsnittet af lukkekurserne for Columbus IT Partner aktien på Københavns Fondsbørs de sidste 5 børsdage forud for den 30. januar 2005.
Kapitalforhøjelsen sker ved bestyrelsens udnyttelse af bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 5.1, hvorefter bestyrelsen indtil den 20. april 2010 er bemyndiget til ad en eller flere gange at forhøje selskabets aktiekapital med indtil nominelt 26.711.261,25 kr. Efter gennemførelse af den første af de ovenfor nævnte emissioner vil der restere nominelt 26.594.187,50 kr. af bestyrelsens bemyndigelse.
Ved forhøjelse af aktiekapitalen til markedskurs kan bestyrelsen bestemme, at kapitalforhøjelsen skal ske uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. Tilsvarende kan bestyrelsen bestemme, at forhøjelsen helt eller delvist skal ske på anden måde end ved kontant betaling. De nye aktier vil have samme rettigheder som de eksisterende. De nye aktier skal være omsætningspapirer, og der gælder ingen indskrænkninger i aktiernes omsættelighed. Umiddelbart efter registrering af kapitalforhøjelsen i Erhvervs- & Selskabsstyrelsen vil de nye aktier blive søgt optaget til notering i samme fondskode som hidtil.
Transaktionen giver ikke anledning til revideringer i forhold til Columbus IT Partners allerede udmeldte forventninger til 2005.