Coronavaccine går ind i sidste testfase

Udgivet den 15-07-2020  |  kl. 15:11  |  

Arbejdet med at finde en vaccine, der kan få bugt med det coronavirus, som har vendt op og ned på vores liv, har nået en milepæl.

Det amerikanske bioselskab Moderna, som regnes for at være længst fremme i bestræbelserne på at udvikle en vaccine, meddeler, at det nu er så langt, at det kan gå i gang med den store, afsluttende test.

Det er fase tre i processen, og her vil Moderna rekruttere 30.000 amerikanere.

Halvdelen får en indsprøjtning med den vaccine, som Moderna - og mange andre - sætter sin lid til. Den anden halvdel får placebo, skriver nyhedsbureauet AFP.

Denne test er planlagt til at begynde den 27. juli.

Det betyder så ikke, at vi kan droppe håndsprit og afstandsregler i løbet af efteråret. For formelt er hele testfase tre sat til at vare frem til den 27. oktober 2022 - altså i over to år - skriver AFP.

Men der ventes at komme foreløbige resultater inden da, og virus- og vaccineeksperter venter, at de resultater kan bruges til at få gang i vaccinationer - hvis altså vaccinen virker, og der ikke er bivirkninger.

Det officielle USA sætter også sin lid til Modernas vaccine. Staten støtter ifølge Reuters vaccineudviklingen hos Moderna med næsten en halv milliard dollar, men der er mange andre, der forsøger at udvikle en vaccine.

NBC skriver, at der ifølge WHO er over 100 projekter i gang verden over.

Anthony Fauci, den amerikanske regerings ledende sundhedsrådgiver, siger om Modernas vaccine, at man ikke skal sætte næsen op efter en vaccine, der lukker 100 procent af for coronavirusset, som udløser sygdommen Covid-19.

Men hvis tilstrækkeligt med personer vaccineres med en vaccine med en effekt på 70 til 75 procent, kan det være med til at opbygge flokimmunitet.

- Jeg håber, at det bliver relativt snart, siger han til CNN.

- Når jeg siger "snart", mener jeg inden for et år til halvandet.

Reuters skriver, at vi ifølge eksperter må have en vaccine for at få bugt med coronavirusset.

Over 13 millioner mennesker globalt er smittet, og næsten 600.000 mennesker med virusset er døde.

De foreløbige testresultater fra Moderna viser, at vaccinen er sikker. Den giver et minimum af bivirkninger og udvikler immunforsvaret.

Magasinet New Journal of Medicine skriver, at det baseres på en test med 45 frivillige personer.

De blev delt i tre grupper. Den ene fik en vaccinedosis på 25 mikrogram, den anden fik 100 mikrogram og den tredje 250 mikrogram.

Efter 28 dage fik deltagerne samme dosis igen.

Resultatet efter første dosis viste, at deltagerne havde udviklet antistof. Jo højere dosis, jo mere antistof.

Efter anden dosis havde testpersonerne mere antistof end de fleste personer, der har haft Covid-19 og udviklet antistof.

Over halvdelen af deltagerne i testen fik det, der kaldes milde til moderate bivirkninger. Det regnes for normalt ved vacciner.

Det var træthed, kuldegysninger, hovedpine, muskelsmerter og smerte ved injektionsstedet.

Tre af de 45 fik ikke dosis to. En af dem fik udslip på begge ben, de to andre fik coronasymptomer.

Det viste sig dog senere, at de ikke havde smitten.

/ritzau/

Ritzau

Relaterede nyheder