Danmark vil modtage henstilling om nedbringelse af underskud

Udgivet den 14-12-2009  |  kl. 10:43  |  

Regeringens økonomer har netop udsendt en ny prognose for udviklingen i dansk økonomi. Prognosen, som er offentliggjort i Økonomisk Redegørelse, forudser, at den økonomiske vækst kommer tilbage til den hjemlige økonomi i 2010, men ligger også op til, at de fremtidige år kun byder på moderat fremgang.

BNP-væksten forudses således at lande på 1, 3% i 2010 for derefter at tiltage til 1,6% i 2011. Det er desuden værd at bemærke, at Økonomisk Redegørelse indeholder et særligt afsnit ombehovet for en konsolidering af de offentlige finanser.

- Det hjemlige budgetunderskud er eksploderet under krisen og regeringen venter, at EU's økonomi- og finansministre vil komme med en henstilling om, at Danmark nedbringer sit offentlige budgetunderskud til under 3 % af BNP - formentlig senest i 2013, ligesom Tyskland er blevet pålagt det. Vi deler opfattelsen af behovet for en opstramning af finanspolitikken af hensyn til dens langsigtede holdbarhed, skriver Nordea og fortsætter:

- Vi tror dog til gengæld også, at det bliver svært at opnå politisk enighed og opbakning herom i lyset den økonomiske krise og det ventede folketingsvalg i 2011. Så opstramningen, som bør være vel planlagt, vil med stor sandsynlighed først komme på tapetet i 2012, hvor konjunkturerne forhåbentligt kan gøre beslutningen meget nemmere, og hvor der også igen kan åbnes op for yderligere reformer på arbejdsmarkedet. 

Udgivet af: NPinvestordk