Danmark/Danske: Økonomien er kedelig på den gode måde

Udgivet den 20-06-2018  |  kl. 06:34  |  

Det er ret så udramatisk at følge med i dansk økonomi for tiden. Sådan lyder det fra Danske Banks topøkonomer i deres seneste oversigt over godt og skidt i landets og befolkningens finanser.

Der er nemlig hverken store advarselslamper, der blinker, eller noget at råbe særligt hurra for. Det går alt sammen stabilt fremad, mener Danske Bank, som beskriver Danmark som "lige på grænsen mellem lav- og højkonjunktur".

- Vi er klart ude af krisen, arbejdsløsheden er lav, og betydeligt færre virksomheder end tidligere oplever mangel på efterspørgsel som en hindring for vækst, især på hjemmemarkedet. På den anden side er der fortsat kun begrænsede tegn på en overophedning, som kan lægge grunden til en ny krise, skriver bankens cheføkonom, Las Olsen.

Stabiliteten understreges også af, at Danske Bank kun har ændret meget lidt i sin prognose i forhold til seneste spådom fra marts. For eksempel ventes der stadig en økonomisk vækst på 1,8 pct. i 2018 og 1,9 pct. næste år.

Den tiltagende vækst får økonomerne til at granske efter tegn på overophedning, men de finder ikke rigtigt nogen, da hverken gælden hos husholdningerne, lønningerne på arbejdsmarkedet eller boligprisen udvikler sig usundt i bankens øjne.

- På den baggrund kan man glæde sig over et udramatisk konjunkturbillede i Danmark, skriver Las Olsen.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder