Danmark/Sydbank: Stærk krone forstyrrer ikke Rohdes sommerferie

Udgivet den 04-08-2020  |  kl. 17:56  |  

Den danske krone er blevet styrket til niveauer, der tidligere har fået Nationalbanken til at sætte foden ned.

Det skriver Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen.

Nationalbanken har på trods af en relativt stærk dansk krone dog ikke foretaget sig noget i løbet af juli.

Den danske krone er ellers blevet styrket mere eller mindre uafbrudt, siden Nationalbanken hævede renten i marts.

Kronen har ifølge Søren V. Kristensen været styrket af renteforhøjelsen samt som en konsekvens af en likviditetsflodbølge fra ECB.

- En anden og måske endnu vigtigere faktor er de danske pensionskasser. Pensionskasserne afdækker nemlig deres valutakursrisiko, når de investerer i udenlandske aktiver, skriver Sydbanks cheføkonom.

Den store fremgang på de udenlandske aktiemarkeder har ifølge cheføkonomen skabt et stigende behov for valutaafdækning hos pensionskasserne.

Sydbank forventer, at kronen vil blive endnu stærkere i den kommende tid, og at Nationalbanken vil intervenere.

- Vi hælder til, at Rohde kan løse situationen uden at ændre renten, men det bliver interessant at følge henover efteråret, skriver Sydbank.

Søren V. Kristensen bemærker også, at dagens tal fra Nationalbanken viser, at statens konto i Nationalbanken er skrumpet med 17 mia. kr. i løbet af den seneste måned.

- Det kan være en indikation på, at hjælpepakkerne nu for alvor er ved at finde ud i dansk økonomi og altså ikke længere samler støv på finansminister Wammens konto, skriver Sydbank.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder