Dansk Industri ønsker løsere regler for markedsføring på Internettet

Udgivet den 08-02-1999  |  kl. 11:53  |  

København--8. februar--NetPosten--De nordiske forbrugerombudsmænd lægger i et nyt udspil op til at beholde de strenge krav til markedsføring på Internettet. EU-Kommissionen og Dansk Industri er uenige. De vil sikre afsenderen mere frihed, skriver ugemagasinet Industrien mandag.

Når danske virksomheder sælger produkter på Internettet til lande i det indre marked, er det ikke nok at følge dansk lovgivning. De er også nødt til at undersøge, om deres aktiviteter er lovlige i modtagerlandene. Sådan er loven i dag, og sådan skal den fortsætte, mener forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen og han nordiske kollegaer.

EU-Kommissionen mener, at dette vil få negative konsekvenser for især de mindre og mellemstore virksomheder, der kan få høje udgifter til advokatbistand for at rede trådene ud med myndighederne i modtagerlandene, hvis deres lovgivning bliver overtrådt. Den samme holdning indtager Dansk Industri.

- Internettet skal reguleres mindst muligt. I den udtsrækning, der overhovedet gennemføres regulering, skal den være international og sikre, at borgere og virksomheder kan handle frit, siger konsulent Christopher Arzrouni fra DI.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder