Danske Bank ser 2025 blive endnu et år med dårligere afkast for danske aktier

Udgivet den 17-02-2025  |  kl. 15:39  |  

2025 bliver endnu et år, hvor danske aktier vil klare sig dårligere end det globale aktiemarked.

Det venter Danske Banks seniorstrateg Natalia Setlak, der henviser til, at de danske aktier ikke har givet noget afkast i næsten 14 måneder.

Derfor er de danske investorer gået glip af en betydelig del af aktieopturen, der målt på de globale aktier har givet et afkast på mere end 30 pct. siden 1. januar 2014.

De danske investorer har ifølge seniorstrategen en alt for stor del af deres aktieporteføljer allokeret til danske aktier, hvilket har medført, at de er gået glip af det meste af den globale aktieoptur det forgangne år.

- Ifølge data fra vores private kunders porteføljer har de i gennemsnit over 50 pct. af deres aktieporteføljer investeret i danske aktier, mens vi anbefaler, at denne andel ikke overstiger 10 pct., skriver Natalia Setlak.

Kort sagt kunne danske investorer have opnået væsentligt højere afkast, hvis de ikke havde fokuseret så ensidigt på det danske aktiemarked

Danske Banks seniorstrateg pointerer, at det ikke er tid til at trykke på købsknappen endnu, da de danske aktier, trods en lavere værdiansættelse, står over for udfordringer grundet deres sektorsammensætning.

De grønne aktier ventes fortsat negativt påvirket af Donald Trumps politik, mens sundhedsaktier ikke ses som det bedste sted at være i en tid med robust økonomisk vækst og mulighed for prispres i USA.

- Transportaktier kan lide i en verden, hvor globaliseringen aftager, forsyningskæderne skal blive mere robuste, og produktionen skal flyttes tættere på slutforbrugeren, skriver seniorstrategen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯