Danske forbrugere i lidt bedre humør men stadig i det negative hjørne

Udgivet den 20-09-2024  |  kl. 08:37  |  

De danske forbrugeres tillid er blevet en smule bedre i september, om end den fortsat er negativ, viser friske tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden steg en anelse til minus 6,8 fra minus 7,4 i august.

- I det meste af 2024 har forbrugertilliden befundet sig i det lettere negative leje, men med de meget lange briller på, så har pilen peget op. For næsten to år siden ramte forbrugertilliden rekordlave minus 37 på eksakt samme tidspunkt, som inflationen toppede på over 10 pct., men er altså siden steget en del, siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Han påpeger, at forbrugertilliden ikke rigtig vil slippe det negative terræn:

- Det er næsten tre år siden, at vi sidst så en forbrugertillid med positivt fortegn, og det siger noget om, hvor hårdt højere renter og høj inflation har ramt pengepungen hos danskerne. For selv om vi har set, at renterne på det seneste er faldet, og inflationen ikke stiger med samme hast, så er den anden side af mønten, at det er dyrere at være dansker i dag end for blot tre år siden på trods af lysere udsigter, siger privatøkonomen.

Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, er forbavset over, at forbrugertilliden forsat ligger så lavt, som den gør med tanke på den høje lønvækst, den lave inflation og den solide jobvækst.

- Den forbavsende svage forbrugertillid skal formentlig ses i lyset af de høje renter, der trækker råderum ud af budgettet hos mange familier, skriver han i en kommentar og fortsætter:

- Når vi ser fremad, så forventer vi forbrugertilliden øges, i takt med at danskernes købekraft forbedres yderligere.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  macro❯  Danmark❯