Davidsen Partnere fik godt halvår og opjusterer
København--18. august--NetPosten--Davidsen Partnere, der er noteret på vækstbørsen Dansk AMP, omsatte i første halvår af regnskabsåret 2000 ca. 98 mill. kr. mod budgetteret ca. 84 mill. kr. Der er dermed tale om en omsætningsfremgang i forhold til budgetteret på ca. 17 pct. Den tilsvarende positive tendens har gjort sig gældende på indtjeningssiden, hvor resultatet i første halvår blev ca. 300.000 kr. større end budgetteret.
Udviklingen i 2. kvartal har således fulgt udviklingen i første kvartal, idet den forøgede omsætning skal henføres til et generelt højere aktivitetsniveau. Forbedringen af resultatet i første halvår kan henføres til samtlige indtjeningsområder.
For hele regnskabsåret forventes der nu en omsætning på ca. 200 mill. kr. mod budgetteret 180 mill. kr. Resultatet før skat, som er budgetteret til 4,2 mill. kr. forventes nu at udgøre mindst 4,7 mio. kr. for hele regnskabsåret.
Der har i andet kvartal og frem til dato været en tilfredsstillende ordretilgang, jævnt fordelt på alle indtjeningsområder.
Investeringerne i materiel, udstyr og biler udgjorde i første halvår ca. 2,4 mill. kr. mod budgetteret ca. 2,9 mill. kr. Afvigelsen skal henføres til udsættelsen af en enkelt større investering.