Den Danske Banks prognose for 1997-1998: BNP-vækst, 97: 3 pct., 98: 2,5 pct.

København--10. juni--NetPosten--Nedenstående er en sammenfatning af juni-udgaven af "Den Danske Økonomi", som udgives af Den Danske Bank, Økonomisk Afdeling:

Det er fortsat vores vurdering, at risikoen for en overophedning af dansk økonomi er moderat. Nye beregninger indikerer, at økonomien i 1997 ligger omkring 1 pct. under kapacitetsgrænsen. En fortsat kraftig stigning i kontantpriserne er formentlig den største risikofaktor for privatforbrug og aktiviteten i byggeriet.

Trods de gode konjunkturer ventes kun et beskedent offentligt overskud på ¬ pct. af BNP i 1997. Forårets afgiftspakke får fuld virkning i 1998, ligesom finanspolitikken formentlig bliver strammet svagt. Derfor ventes overskuddet at stige til « pct. af BNP.

Skønnet for overskuddet på betalingsbalancen er hævet med « pct. af BNP i 1997 og ¬ pct. af BNP i 1998. Overskuddet løftes i 1997 blandt andet af en kraftig stigning i svinepriserne og en mere positiv vurdering af energiproduktionen i Nordsøen. Den Danske Bnak venter således et betalingsbalanceoverskud i 1997 på 14,8 mia. kr. og 12,4 mia. kr. i 1998.

Overenskomsterne endte som ventet med moderate forlig, og skønnet for lønstigningerne er derfor fastholdt på 3« pct. i både 1997 og 1998.

De stigende tyske obligationsrenter i 1998 ventes at trække de danske renter med op. Da spændet ventes at blive indsnævret med 15-20 bp, er stigningen i de danske renter dog svag. Alligevel vil udviklingen bidrage til at tage toppen af stigningerne i kontantpriserne og dermed begrænse risikoen for overophedning.

Nationalbanken ventes at holde kronen tæt på ERM-centralparitetskursen på 381,443 over for DEM, og repospændet til Tyskland ventes at forblive uændret på 50 bp.

Der er ikke foretaget væsentlige ændringer i prognosen siden marts, og vi venter fortsat en pæn vækst på omkring 3 pct. i 1997 og godt 2« pct. i 1998. Væksten ventes at kunne realiseres samtidig med, at inflationen fastholdes på et lavt niveau, og betalingsbalancen forbedres.

Det kan forekomme paradoksalt, at den gunstige udvikling i de økonomiske balancer kan fastholdes på trods af den relativt høje vækst. Men man skal være opmærksom på, at særlige forhold i et vist omfang vil dække over underliggende forværringer. For eksempel understøttes betalingsbalancen i betydeligt omfang af nye oliefund i Nordsøen og af, at udbruddet af svinepest i Europa har forøget svinenoteringen med omkring 40 pct. Desuden ventes væksten i Tyskland efterhånden at komme ud af det nuværende dødvande.

I øvrigt er inflationsrisikoen mindre, end væksten umiddelbart antyder. Produktionen af olie og gas i Nordsøen vil nemlig hæve BNP-væksten med cirka « procentpoint i 1997. Men i modsætning til en tilsvarende stigning i eksempelvis privatforbruget øger det stort set ikke inflationspresset.

Det skyldes for det første, at energiproduktionen ikke vil påvirke den danske efterspørgsel men i stedet blive eksporteret eller erstatte import. For det andet vægter energiproduktionen så at sige for tungt i BNP-væksten, der dermed overvurderes. Det skyldes, at mens forbrugerpriserne er blevet fordoblet siden 1980, der er basisår i nationalregnskabets fastprisberegninger, er olieprisen stort set halveret. Beregner man i stedet mængdevæksten med udgangspunkt i priserne i 1990, vil Nordsø-produktionen således kun hæve BNP-væksten med omkring 0,1 procentpoint i 1997.

Anvendelsen af 1980 som basisår giver generelt en skævhed i nationalregnskabets tal for den reale udvikling. Beregninger tyder på, at BNP-væksten de seneste år er overvurderet med omkring ¬ procentpoint. Danmarks Statistik planlægger at skifte basisåret ud til 1990 i forbindelse med en omfattende revision af nationalregnskabet sidst på året.

Trods det pæne vækstforløb venter vi kun et beskedent overskud på det offentlige budget i år og en yderligere svag forbedring på omkring ¬ pct. af BNP til næste år, hvor overskuddet ventes at stige med 2 mia. kr. til knap 5 mia. kr. Udviklingen må vurderes på baggrund af flere forhold.

Først og fremmest hjælper konjunkturerne budgettet, selv om virkningen ventes at blive behersket med en stigning i den private beskæftigelse på omkring 10.000 personer fra 1997 til 1998. Det forbedrer isoleret set budgettet med 3-4 mia. kr. Desuden vil regeringens afgiftspakke indbringe 1-1« mia. kr. i 1997 og cirka 2« mia. kr. i 1998.

Der er dog også en del faktorer, der vil forværre budgettet. Regeringens skattereform fra 1993 er underfinansiereti både 1997 og 1998. Problemet er specielt stort i 1998, hvor bundskatten reduceres fra 10 pct. til 8 pct.

På trods af, at der er udsigt til overskud på budgettet, er det relevant at stille spørgsmålet, om finanspolitikkende seneste år har været tilstrækkelig ambitiøs. Overskuddet skal nemlig ses i relation til, at Danmark nu er inde i det fjerde år med kraftig økonomisk vækst. Opgørelser over finanseffekten, som er et mål for finanspolitikkens førsteårsvirkning på BNP, viser, at mens finanspolitikken var stram i perioden 1983-1987, har den i det nuværende opsving været svagt ekspansiv.

Når det er så vigtigt at opnå store budgetoverskud i opgangstider, skyldes det, at de offentlige finanser er meget følsommme over for ændringer i BNP-væksten. De skyldes, at de såkaldte automatiske stabilisatorer (eksempelvis dagpengeudbetalinger) har en større budgeteffekt i Danmark end i en lang række af de EU-lande, Danmark normalt sammenlignes med.

Beregninger af output gap og strukturel ledighed kan benyttes som et supplement til de sædvanlige økonomiske mål som inflation og betalingsbalance, når et lands økonomiske styrke skal vurderes. Beregningerne tager udgangspunkt i et estimat for den strukturelle ledighed, der er det niveau for ledigheden, som fører til accelererende lønstigninger. I vores estimat har vi forsøgt at tage hensyn til de senere års markante stigning i antallet af personer i diverse arbejdsmarkedspolitiske ordninger.

Når man kender den strukturelle ledighed, kan man bruge forskellen til den faktiske ledighed til at skønne, hvor meget den private beskæftigelse ville være, hvis ledigheden netop var lig strukturledigheden. Herefter kan estimeres, hvor meget produktionen ville ændre sig, hvis det var denne "strukturelle" beskæftigelse - og ikke den faktiske - der var gældende.

Det såkaldte output gap fremkommer som afvigelsen mellem den faktiske produktion og den potentielle produktion, målt i procent af produktionen. Det betyder, at hvis den strukturelle ledighed overvurderes, så vil den potentielle produktion blive undervurderet.

Siden 1990 er omfanget af passive arbejdsmarkedsordninger (efterløn, overgangsydelse og dele af orlovsordningerne) øget med knap 5 pct. af arbejdsstyrken. Hvis den del af de ledige alligevel ikke er potentielle beskæftigede, vil det reducere den strukturelle ledighed tilsvarende, da en omplacering mellem dagpenge og anden overførsel ikke påvirker potentialet for jobvækst.

Derudover var det jo netop et væsentligt argument for at indføre ordningerne, at de ville nedbringe strukturledigheden. Dels ved at opkvalificere arbejdsstyrken og dels ved at øge mobiliteten på arbejdsmarkedet.I disse beregninger er der forsigtigt korrigeret med personer på overgangsydelse samt halvdelen af orlovsmodtagerne.

Hvis der ikke korrigeres for ordningerne, har den private beskæftigelse i vores beregninger allerede gennembrudt det strukturelle niveau. Det ville indebære en betydelig risiko for flaskehalsproblemer, som hverken kan ses i lønstigningerne eller i inflationen.

Korrigeres der derimod for ordningerne, er konklusionen modsat: Der er fortsat en vis sikkerhedsmargin, før flaskehalsproblemerne vil slå ud i en løn-pris-spiral.

Kontantpriserne er steget med godt 14 pct. i 1996. I 1. halvår var stigningerne i vid udstrækning en konsekvens af det faldende renteniveau, mens prisstigningerne i 2. halvår har været holdt oppe af en meget kraftig