Den svenske krone rammer højeste niveau siden februar

Udgivet den 21-12-2023  |  kl. 15:29  |  

Den svenske krone har kurs mod det højeste niveau siden februar torsdag eftermiddag, hvor stemningen generelt er høj på de globale aktiemarkeder.

Eftermiddagens amerikanske væksttal var umiddelbart til den lidt svage side. Men de talte dermed ind i markedets forventninger om kommende rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank næste år, og det er vand på aktiemarkedernes mølle, og også den svenske valuta.

- Væksttallene løfter de amerikanske aktiefutures, og en af hovedårsagerne til den styrkelse af den svenske krone, vi har set i den senere tid, har netop været voksende risikoappetit, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til MarketWire.

Den svenske krone er efterfølgende styrket til 0,6740 kr. fra 0,6720 kr. kort før de amerikanske nøgletal og 0,6702 kr. onsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Opmuntringen følger et krisepræget 2023 for den svenske krone, der har lidt under et vaklende ejendomsmarked. Der har gjort det sværere for den svenske centralbank at dosere pengepolitikken og skrue op for renterne for at tøjle inflationen.

Så sent som i september satte den svenske krone bundrekord i lige over 0,62 danske kr.

- Men både den svenske og også den norske krone har fået det bedre på det seneste, og især efter at markederne er begyndt at indregne aggressive forventninger til rentenedsættelser i henholdsvis USA og Europa. Det skyldes, at man venter, at både Riksbanken og Norges Bank først vil begynde at sænke deres renter et stykke tid efter rentenedsættelserne fra ECB og den amerikanske centralbank, siger Niels Christensen.

Den norske krone ligger dog torsdag eftermiddag næsten uændret i 0,6590 kr., men er stadig styrket fra et niveau lige over 0,63 kr. i løbet af de seneste otte dage.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯