DSV styrker sin position i Sverige og Baltikum

Udgivet den 14-06-1999  |  kl. 08:00  |  

København--14. juni--NetPosten--DSV har købt alle aktier i den svenske virksomhed Svex Group. DSV overtager Svex Group med virkning fra den 1. januar 1999 efter en kort due diligence, der forventes afsluttet senest den 30. juni 1999, hedder det i en fondsbørsmeddelelse.

Svex Group kan fremvise et positivt resultat og det forventes, at regnskabsåret 1999 vil bidrage med 4 millioner svenske kroner i resultat før skat ud af en omsætning på 145 millioner svenske kroner.

Svex Group driver international spedition med hovedvægten på Baltikum, Portugal og Rusland. Selskabet har i flere år været DSV Samson Transport A/S' agent i Baltikum samt på distribution af hængende konfektion i Sverige. Hængende konfektion distribueres gennem virksomheden EG-Distribution, hvoraf Svex Group ejer 50 pct. Hængende konfektion er i forvejen et specialistområde inden for selskabet DSV Samson Transport A/S, der nu udbygges yderligere.

Ledelsen i DSV betragter købet af Svex Group som yderst positivt, idet det for DSV betyder en styrkelse og repræsentation i Baltikum, styrker DSVs distributionskraft i Sverige og giver en direkte indflydelse på distribution af hængende konfektion i Sverige.

Det er meningen, at Svex Group naturligt vil glide ind i DSVs virksomheder i Sverige, som i dag består af DSV Road Link AB (nu taget navneforandring til DSV Samson Transport AB - Sverige) og DSV Sverige AB. Efter købet vil DSV i Sverige have en samlet omsætning på 650 millioner og et resultat før skat på cirka 25 millioner svenske kroner. Det er DSVs første skridt i kæden af akkvisitioner til styrkelse af den svenske distribution. DSV Samson Transport A/S er i dag en af de største full loads og part loads operatører i Skandinavien. Købet af Svex Group er en styrkelse af området for distribution af stykgods på det svenske marked.

Udgivet af: NPinvestordk