Investeringsbank ser julemåned med solid aktiefremgang i USA

Udgivet den 03-12-2024  |  kl. 06:35  |  

Handlerne i USA's største bank, JPMorgan Chase, forventer, at julemåneden vil byde på solid aktiefremgang på op mod 4 pct.

Det skriver Bloomberg News.

Analyse af optionshandelen peger nemlig i retning af, at S&P 500 vil slutte året i et niveau på 6200-6300 indekspoint. Det ville svare til en fremgang på 2,6-4,3 pct. fra mandagens rekordniveau i 6043 point.

- Vi er fortsat taktisk optimistiske på vej mod årsafslutningen på grund af det positive makromiljø, indtjeningsvækst og en Federal Reserve, som fortsat er støttende for markederne, skriver Andrew Tyler, chef for Global Market Intelligence i JPMorgan, i en kommentar.

- Vi tror, det er fornuftigt at spille med på markedets momentum og ser sandsynlighed for et potentielt tilbagefald frem til midten af januar.

SANTA RALLY

Tidligere mandag var der også hos finanshuset Wedbush en forventning om et såkaldt "Santa Rally" igen i år, skrev Investing.com.

Wedbush spår, at der under Donald Trump vil blive søsat nye initiativer med fokus på udvikling af kunstig intelligens (AI).

Det kan komme selskaber som Microsoft og Google til gavn, ligesom også Amazon kan nyde godt af udviklingen.

Samtidig forventes det hos Wedbush, at det amerikanske forsvarsministerium blandt andre ministerier vil omfavne AI, hvilket kan understøtte Palantir og Oracle.

Til gengæld er der en overvejende risiko for, at Donald Trump vil afvikle nogle af de lovpakker, som hans forgænger, Joe Biden, har sat i værk. Det gælder Inflation Reduction Act, som blandt andet chipproducenten Intel modtager statstøtte under ved indfrielse af bestemte milepæle.

- Selv om Inflation Reduction Act kan blive ramt af væsentlige ændringer eller revisioner under Trumps administration, som kunne være negative for Intel og andre, vil fokus på AI være altoverskyggende til gavn for "Big Tech" efter vores mening.

Goldman Sachs har også tidligere skudt på, at det amerikanske hovedindeks vil slutte 2024 i 6300 indekspoint.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯  USA❯