DSV/CEO: Livrem og seler mod udsving i fragtraterne

Udgivet den 05-12-2012  |  kl. 12:01  |  

Transportkoncernen DSV har kunnet mærke de voldsomme udsving i fragtraterne, men koncernen har sikret sig med livrem og seler mod udsvingene, og forretningen står stabilt. Man leger også med tanken om opkøb i Latinamerika, siger selskabets direktør.

- De sidste fire år har fragtraterne været eksplosivt volatile, så vi har indskrænket længden af vores kontrakter betydeligt. Både for vores egen og for vores kunders skyld er kontrakterne generelt nede på at blive målt i uger frem for i måneder, så begge parter kan tilpasse sig undervejs, siger administrerende direktør hos DSV, Jens Bjørn Andersen, til Ritzau Finans.

DSV har i lang tid opereret med en såkaldt Asset Light-model, som i bund og grund går ud på, at koncernen har en meget lav beholdning af materiel. Dermed risikerer selskabet ikke, at de står med en masse lastbiler, skibe eller fly, som bare holder stille. Til gengæld betyder modellen, at DSV køber tjenesterne hos tredjepartsudbydere og dermed bliver underlagt de omskiftelige fragtrater.

Samtidig gør det koncernen utroligt fleksibel i forhold til konjunkturerne, og i foråret 2012 steg fragtraterne voldsomt, og det kom DSV glimrende igennem.

- I marts i år var priserne jo helt utroligt høje, og det gik udmærket. Og det er simpelthen umuligt at forudsige udviklingen, så vi fortsætter med vores model og de lidt kortere kontrakter. Samtidig kører restruktureringsprogrammet "Operational Excellence", der skal spare 120 mio. kr. om året, fuldstændig på skinner, siger Jens Bjørn Andersen til Ritzau Finans og fortsætter:

- Det er fuldt implementeret i 2013. Engangsudgifterne på 250 mio. kr. er bogført i første kvartal i år, og vi forventer ikke, at der kommer flere, siger Jens Bjørn Andersen til Ritzau Finans.

I Europa har økonomien samtidig været hårdt presset, og eftersom langt hovedparten af DSVs EBIT kommer fra det europæiske marked, har der været meget fokus på koncernens eksponering mod den afmattede økonomi. Men ifølge Jens Bjørn Andersen har selskabet benyttet lejligheden til at polstre sig og taget nogle markedsandele i blandt andet Grækenland på trods af landets pressede økonomi.

- Vi er jo et netværk og leverer over alt i Europa. Derfor har vi nogle lokationer også i Grækenland. Og på grund af den pressede økonomi dernede har en del af vores konkurrenter været tvunget til at lukke, så der har været noget gods "up for grabs." Det er lidt en sørgelig baggrund, men det har vi jo nydt godt af. Så vi tjener lidt penge dernede, men det er en meget, meget lille del af forretningen, siger han til Ritzau Finans.

I årets første ni måneder faldt DSVs driftsresultat på EBITA-niveau i Sydeuropa med 8 pct. - eller 16 mio. kr. - til 188 mio. kr. fra 204 mio. kr. i samme periode af 2011, og Jens Bjørn Andersen vurderer, at markedet så småt er ved at have ramt bunden.

- Folk er så bekymrede for Europa, men vi kunne se i tredje kvartal, at forholdene havde stabiliseret sig i forhold til andet kvartal. Vi havde vækst i de nordeuropæiske lande de første ni måneder af 2012 i forhold til de første ni måneder af 2011. I det øvrige Europa (Tyskland, Benelux, Østeuropa, red.) havde vi en vækst på 1 pct.. siger han til Ritzau Finans.

På sigt regner DSV med at købe yderligere op, og ifølge Jens Bjørn Andersen er især Latinamerika oplagt. Der er dog ikke noget på bedding lige med det første, og Venezuela er helt dømt ude på grund af korruptionsniveauet i landet, siger han.

- Vi er allerede i en række af de største lande, og hvis vi skulle købe noget, ville det være naturligt at overveje Colombia. I vores verden er det jo et lille bitte marked, men så ville vores netværk også være så tilnærmelsesvist komplet i Latinamerika, som det kan lade sig gøre, siger Jens Bjørn Andersen.

DSV-aktien handles onsdag en halv time før middag 1 pct. højere i 135,3 kr.

/ritzau/FINANS

Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

10:17 Nilfisk taber næsten 400 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
10:05 Tysk erhvervstillid lander højere end ventet i oktober
09:17 Aktier/åbning: Stigende spotrater sender Mærsk op - Nilfisk og Better Colletive i nedtur
09:11 Mærsk-aktierne springer op efter stigning i vigtigt rateindeks
08:53 Obligationer/åbning: Stilstand frem mod tyske tillidstal
08:46 Fragtskibsejer betaler 100 mio. dollar efter at have forårsaget brokollaps i Baltimore
08:45 Better Collective får sænket anbefaling hos Nordea - aktiehistorien er i limbo
08:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
08:25 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod ugentlig stigning på uro i Mellemøsten
08:18 FLSmidth-branchefælle ser stærk efterspørgsel på mineudstyr forsætte
08:02 Aktier/tendens: Nilfisk og Better Collective i krydsild i ventet rød handelsstart
07:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
06:56 Inflationen i Tokyo rammer under centralbankens målsætning for første gang i fem måneder
06:50 Obligationer/tendens: Stille start i vente - fokus rettes mod de tyske naboer
06:39 Valuta: Dollar viger fra tre måneders top
06:38 DSV får højere kursmål hos JPMorgan
06:35 Better Collective nedjusterer forventningerne - amerikanske partnere trækker ned
06:35 Nilfisk nedjusterer kraftigt efter sløjt tredje kvartal med negativ vækst
06:35 Belgisk centralbankchef ser diskussion om stor rentenedsættelse som malplaceret
06:34 Asien: Gode takter i kinesiske aktier mens der er fald i Tokyo