ECB frygter søgsmål vil begrænse pengepolitik - citat

Udgivet den 22-09-2016  |  kl. 10:15  |  

Den Europæiske Centralbank, ECB, frygter, at bankens mulighed for at udføre mere vidtfavnende kvantitativ lempelse vil blive vingeskudt af juridiske udfordringer.

Det skriver Financial Times.

Centralbankens nuværende gældsopkøb på 80 mia. euro månedligt er allerede under kritik af blandt andre den konservative tyske politiker Hans-Olaf Henkel, som forsøger at sagsøge centralbanken. Det begrænser mulighederne for at udvide opkøbsprogrammet til nye typer aktiver og mere gældsramte lande i Sydeuropa, frygter banken ifølge Financial Times.

- Hvis ECB åbenlyst vil finansiere stater som Italien ville det give os yderligere ammunition til vores retssag. Det kan domstolen ikke ignorere, siger Hans-Olaf Henkel til Financial Times, og tilføjer, at en udvidelse af programmet ville være ren desperation.

Den Europæiske Centralbank opererer allerede under strammere vilkår for kvantitativ lempelse end dens engelske og japanske modparter, da den er juridisk begrænset til at eje 33 pct. af et lands gæld, hvorimod både Bank of England og Bank of Japan teoretisk må eje 100 pct. af et lands gæld, skriver Financial Times.

/ritzau/FINANS

Christoffer Cirillo +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk