Elite Rederi A/S under betalingsstandsning overdraget til finanskreditorerne

Udgivet den 03-05-1999  |  kl. 13:51  |  

København--3. maj--NetPosten--Elite Shipping A/S meddeler mandag, at det som planlagt blev besluttet på bestyrelsesmødet - med godkendelse fra det beskikkede tilsyn - at overdrage hele selskabets aktiebeholdning i datterselskabet Elite Rederi A/S til panthaverne, Danmarks Skibskreditfond, Unibank A/S og BG Bank A/S.

Bestyrelsen måtte på mødet den 28. april konstatere at datterselskabets egenkapital, baseret på skibsvurderinger indhentet i februar 1999, var negativ, og at selskabet med den nuværende indtjening ikke ville være i stand til, at forrente og afdrage eksisterende pantegæld på de gældende lånevilkår.

Finanskreditorerne i Elite Rederi A/S, Skibskreditfonden, Unibank, BG Bank og Finansstyrelsen har indgået en principaftale, som bl.a. indebærer at disse efter erhvervelsen af selskabet, vil konvertere gæld til egenkapital/efterstillet gæld og sikre selskabet driftslikviditet.

Elite Rederi vil således efter gennemførelsen af principaftalen have en samlet balance på omtrent 1 mia. kr., hvoraf ca. 40 pct. vil være egenkapital i form af enten aktiekapital eller efterstillet gæld.

Forhandlingerne med ejerne af Elite Shippings leasede/bareboatbefragtede skibe er positivt afsluttet og alle rederne har accepteret beskæftigelse i management hos Elite Rederi A/S, fremgår det af meddelelsen.

Udgivet af: NPinvestordk