Europa/aktier: Fransk fødevarekæmpe fejres
Den franske fødevarekæmpe Danone sætter tirsdag et tydeligt positivt fingeraftryk på de europæiske aktiemarkeder.
Et stærkt regnskab krydret med meldinger om nye spareinitiativer og nedskæringer belønnes med den største kursfremgang i Danone i mere end et år.
Samtidig er den underliggende stemning på de europæiske aktiemarkeder positiv. Det tyske aktiemarked ligger 1,1 pct. højere, og i Paris stiger aktierne med 1,3 pct. understøttet af Danone. I London er fremgangen mere behersket, men det toneangivende FTSE 100-indeks ligger trods alt 0,5 pct. højere.
Stigningerne satte ind allerede inden offentliggørelsen af tirsdagens vigtigste nøgletal - de tyske finansielle aktørers tillidindikator, Zew. Indekset overraskede positivt målt på den del, der kigger frem, mens vurderingen af den nuværende økonomiske situation var svagt skuffende sammenlignet med konsensus, ifølge Bloomberg News..
Aktiekurserne holdt niveauet efter offentliggørelsen og udbyggede stigningerne en smule tidligt på eftermiddagen.
I Paris stiger Danone med næsten 5 pct. Den organiske salgsvækst landede på 4,9 pct. i fjerde kvartal, og det var en positiv overraskelse for børshusene Société Générale og Kepler, skriver Bloomberg News. I år venter Danone en organisk vækst på mindst 5 pct.
Ud over Danone trækker også Michelin godt op på Paris-børsen. Selskabets aktier har igen fået vejgreb og stiger 3 pct. efter et fald på sammenlagt 9 pct. de foregående fem børsdage.
Vodafone falder 2,7 pct. i London. Børshuset Bernstein har sænket sin anbefaling af mobilselskabet til "underperform" fra "market perform".
I Tyskland stiger Bayer godt 3 pct., efter selskabet har indledt afsluttede studier med et lægemiddel til behandling af øjenskader forårsaget af diabetes.
De amerikanske aktiefutures indikerer også små stigninger i størrelsesordenen 0,2 pct., når Wall Street tager hul på handelen efter en forlænget weekend. Det amerikanske marked bevægede sig sidelæns hele sidste uge, hvor den største bevægelse i det brede S&P 500-indeks kom tirsdag, da indekset steg 0,16 pct.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›