Europa/aktier: Thyssenkrupp straffes for nedjustering i ellers opløftet marked
Thyssenkrupp er i den grad ramt af en nedtur onsdag, efter at den tyske industrigigant har skåret i forventningerne.
Anderledes positivt ser det ud på det brede europæiske aktiemarked, hvor indekset Stoxx 600 går frem med 0,4 pct. efter en bedre udvikling i den britiske inflation end ventet.
- På den ene side er den britiske økonomi skrøbelig, og arbejdsmarkedet er løsnet væsentligt over det seneste år. Det er alt sammen årsager til at sænke renten, siger Michael Field, der er strateg for de europæiske markeder i Morningstar, til Reuters.
- På den anden side er inflationen dog stadig høj og på niveauer betydeligt over den i USA og også eurozonen, fortsætter han.
Den britiske inflation var uændret 4,0 pct. i januar, hvor der ellers var ventet 4,1 pct.
NEDJUSTERING KOSTER THYSSENKRUPP
Den tyske stålvirksomhed Thyssenkrupp får en hård medfart onsdag, efter at selskabet er kommet med tal for første kvartal af regnskabsåret 2023/24 og i den forbindelse har sænket omsætningsforventningerne.
Forventningen er nu, at der i Steel Europe og Materials i år vil blive leveret et salg på niveau med det i 2022/23. Tidligere var der ventet en lille stigning.
Thyssenkrupp regner med et udfordrende regnskabsår med geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed samt volatile prisniveauer på salgs- og indkøbsmarkeder, der kan påvirke sags- og indtjeningsudviklingen.
Forventningerne til det justerede driftsresultat, EBIT, om et højt trecifret millionbeløb gentages dog.
Aktien i Thyssenkrupp bakker 8,1 pct. til 5,07 euro på børsen i Frankfurt.
I modsat ende af Stoxx 600 ligger den hollandske storbank ABN Amro, der onsdag har fremlagt et bedre regnskab for fjerde kvartal end ventet og i tilgift lanceret et aktietilbagekøb på 500 mio. euro.
Aktien stiger 5,7 pct. til 14,20 euro på børsen i Amsterdam.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›