Europa/lukning: Lavere renter sender ejendoms- og mineaktier i vejret

Udgivet den 14-12-2023  |  kl. 17:50  |  

Ejendomssektoren samt vind- og mineaktierne havde medvind på de europæiske markeder torsdag, hvor de tog del i den aktiefest, der har bredt sig oven på rentemødet i USA onsdag aften.

Her signalerede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at renten har toppet, og at markedet kan se frem til en stribe rentenedsættelser næste år.

Samlet betød den gode stemning et plus på 0,9 pct. til det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

Ikke engang meldinger Den Europæiske Centralbank og ECB-chef Christine Lagarde, der ikke lægger op til lavere renter lige foreløbigt, kunne spolere festen, selv om det dog var med til at tage toppen af plusserne flere steder. ECB har som ventet fastholdt renten, men mere bemærkelsesværdigt lød det fra Christine Lagarde, at rentesænkninger slet ikke har været diskuteret.

I markedet blev konklusionen lavere markedsrenter og højere forventninger til rentefald næste år - i hvert fald når man ser på USA, og det gavner de rentefølsomme aktier.

I den kategori finder man ejendomsaktierne, der ligesom flere af vind- og mineselskaberne er kendetegnet ved at have mange penge bundet op i projekter og investeringer, og dermed kan være tynget af gæld. Dertil har faldende renter gavnlig indflydelse på ejendomspriserne.

Ejendomssektoren var torsdag den mest stigende i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor den vandt frem med 5,7 pct. Den blev efterfulgt af råvaresektoren, der endte med et plus på 3,3 pct.

Blandt de mest stigende i Stoxx 600-indekset var den svenske kapitalfond EQT, der netop har mange ejendomsinvesteringer, og som torsdag så aktien stige 14,3 pct. Ser man på mineaktierne, var der mest fremgang til Anglo American, der steg 7,5 pct.

Blandt de individuelle aktier var der et plus på 10 pct. til den den franske mediekoncern Vivendi, efter at selskabet havde meddelt, at det overvejer en opsplitning i flere selvstændigt børsnoterede enheder.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯