Europa/lukning: Sur tirsdag - ISS-konkurrent ramt af prognose

Udgivet den 07-07-2020  |  kl. 17:46  |  

Efter en pæn tur op mandag var der tirsdag en lille tur ned på aktiemarkederne i Europa. Frygt for opblussen af corona har igen taget over. Mens der mandag var næsten betingelsesløs risikolyst, var risikolysten tirsdag lidt en mangelvare.

Det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600, faldt omkring 0,6 pct. De toneangivende indeks i Tyskland og England faldt mere end 1,0 pct., mens faldet i Frankrig "kun" var på 0,7 pct.

I den tunge ende af Stoxx 600 endte aktier som Sodexo og Bayer, mens det britiske softwareselskab Micro Focus endte helt i bund.

SODEXO SKUFFER MED FORVENTNING

Den franske ISS-konkurrent Sodexo har leveret en bedre end frygtet omsætning i det forskudte tredje kvartal, der dækker kalenderårets andet kvartal.

Sodexo-aktien blev sendt ned med 4,1 pct. til 61,86 euro på børsen i Paris, efter at have leveret tal.

Salget er i det forskudte tredje kvartal dykket med 31,2 pct. til 3,91 mia. euro svarende til en organisk vækst på minus 29,9 pct. Her var selskabets egen prognose fra april på et fald i den organiske vækst på 33 pct.

Det franske serviceselskab nedjusterede forventningerne til omsætningen i selskabets fjerde kvartal til et fald på 27 pct. fra prognosen fra april på et fald på 15 pct.

Derfor ventes udviklingen i andet halvår at vise et fald på 28 pct. svarende til et fald på 3 mia. euro i omsætningen for helåret svarende til et fald på 13,7 pct. i 2019/20.

BAYER NED PÅ FRYGT FOR ROUNDUP-FORLIG

Aktierne i den tyske kemigigant Bayer faldt tirsdag med knap 5,5 pct. til 63,45 euro efter at en amerikansk dommer såede tvivl om selskabets nyligt indgåede milliardforlig til kompensation af skader i forbindelse med brug af ukrudtsmidlet Roundup.

Bayer indgik i slutningen af juni en forligsaftale med 100.000 amerikanske sagsøgere, der har beskyldt selskabets ukrudtsmiddel Roundup for at have givet dem kræft.

Forliget betyder, at Bayer betaler mellem 8,8 og 9,6 mia. dollar til de nuværende sagsøgere, mens der afsættes yderligere midler til fremtidige krav, således at den samlede udgift til forliget kan løbet op i 10,9 mia. dollar eller godt 72 mia. kr.

UK SOFTWARE HELT I BUND

Den britiske softwarevirksomhed Micro Focus havde en hård dag på børsen i London, efter at den i sit halvårsregnskab tirsdag meddelte, at den har nedskrevet for 922,2 mio. dollar på grund af coronakrisen.

Det betød, at Micro Focus kom ud af halvårsregnskabet med et underskud før skat på 1,03 mia. dollar mod et overskud på 1,40 mia. dollar i samme periode året forinden.

Det gav et fald på 19,6 pct. til 352,80 pence, hvilket også sendete aktien helt til bunds i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder