Europa/lukning: Volvo Cars bidrog til nedtur - Tomra gik til vejrs

Udgivet den 05-03-2024  |  kl. 18:00  |  

Aktierne fik et lille tryk baglæns på de fleste europæiske aktiemarkeder tirsdag, hvor der dog også var flere positive elementer. Det gjaldt eksempelvis norske Tomra og også den franske elektronikkoncern Thales.

Derimod faldt blandt andet Volvo Car med 7,6 pct., efter at bilproducenten annoncerede et fald i bilsalget på 2 pct. i februar.

Desuden mistede den schweiziske medicinalkoncern Sandoz 4,8 pct., efter at selskabets finansdirektør, Colin Bond, besluttede at gå på pension med udgangen af juni.

Meldingen er overraskende og kan skabe bekymring op til regnskabet på onsdag i næste uge, vurderede RBC Capital Markets, med henvisning til at det er mindre end et år siden, at Sandoz blev udskilt fra Novartis og selvstændigt børsnoteret. Det skriver nyhedsbureauet Dow Jones.

Ny finansdirektør i Sandoz bliver Remco Steenbergen, der kommer fra en tilsvarende stilling i Lufthansa.

I den modsatte grøft endte norske Tomra, der laver returpantsystemer, hele 12 pct. højere.

EU-Parlamentet indgik tirsdag en foreløbig politisk aftale om ny regler for indsamling af emballage. Senest i 2029 skal medlemslandene have sikret indsamling af mindst 90 pct. af alle flasker og dåser beregnet til drikkevarer.

Der var også rift om den franske elektronikkoncern Thales, der producerer til både luftsfarts- og forsvarsindustrien.

Aktien steg over 9 pct. efter at have annonceret et driftsoverskud, EBIT, for hele 2023 på 2,13 mia. euro, eller 10 pct. mere end året før. Omsætningen steg knap 5 pct. til 18,43 mia. euro.

Fresenius Medical Care, der laver dialyseapparater til rensning af blodet for nyreskadede, steg 11,5 pct., efter at Novo havde offentliggjort resultater fra et studie af supersællerten Ozempic. Det viste, at Ozempic giver anledning til en statistisk signifikant reduktion i udviklingen af nyresygdom og dødsfald relateret til hjerte-kar eller nyrerelaterede dødsfald. De samlede resultater viste i alt en nedbringelse på 24 pct.

Investorerne var dog varskoet om et positivt udfald af studiet, da det blev stoppet tidligt i efteråret 2023, hvilket kun ville være sket, hvis effekten var over 20 pct.

Og nogle investorer havde tilsyneladende stilet højere, for Novo-aktien faldt 2,5 pct. i København, mens Fresenius altså gik til vejrs.

Da Novo annoncerede, at studiet blev stoppet tidligt tilbage i oktober, faldt Fresenius med over 17 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder