Europa/middag: Lunkent Fed-referat sænker aktierne

Udgivet den 12-07-2012  |  kl. 12:38  |  

Der er generelt mut stemning på de europæiske aktiemarkeder torsdag oven på referatet fra den amerikanske centralbanks, Feds, rentekomite, der landede onsdag aften. Der er umiddelbart et godt stykke til, at centralbanken leverer yderligere kvantitative lempelser, og det fjerner et muligt lyspunkt for de trængte investorer.

I England falder FTSE100 med 0,9 pct. mens tyske DAX og franske CAC40 falder 1,1 og 0,6 pct.

- Det var håbet, at Fed ville have leveret en slags bagstopper for den globale risikolyst. Uden sikkerheden for endnu en runde kvantitative lempelser i horisonten til at give en positiv indstilling, vil handlerne sandsynligvis være meget forsigtige grundet det nedslående økonomiske klima, siger aktiehandler hos Capital Spreads i London Jonathan Sudaria til Bloomberg News.

Mens hovedparten af aktierne i Europa falder, stiger den norske storbank DNB oven på sit regnskab for andet kvartal. På talsiden imponerede banken med et resultat før skat på 6041 mio. nkr. mod ventet i markedet 5267 mio. nkr. Indtjeningen per aktie endte på 2,82 nkr. mod estimeret 2,41 nkr.

Talsiden var dog stærkt påvirket af en positiv effekt af såkaldte basisswaps, som DNB bruger til at konvertere funding til norske kr., på 1,1 mia. nkr. Den post var i første kvartal voldsomt negativ. Banken bliver dog belønnet for faldende nedskrivninger i forhold til første kvartal, en udmelding om lave, stabile nedskrivninger på shipping og en fastholdelse af forventningerne. Aktien stiger med 2,0 pct. til 61,75 nkr.

Norske Norwegian Air Shuttle kom ligeledes med regnskab torsdag formiddag. Det var dog mindre positivt. Selskabet fik et driftsresultat på 410 mio. nkr. i kvartalet, langt under de ventede 493 mio. nkr., ifølge SME Direkt. Omsætningen steg med 16 pct. til 3,17 mia. nkr., mens nettoresultatet endte på 90,5 mio. nkr. mod ventet 153 mio. nkr. i markedet. Norwegian fastholder dog sine forventninger til hele året. Aktien falder med 4,7 pct. til 112 nkr.

I den noget større ende er sikkerhedskolossen G4S kommet i investorernes kritiske søgelys efter historier om, at selskabet har svært ved at skaffe og uddanne vagter nok til at leve op til sin kontrakt med Londons Olympiske Lege. G4S er i gang med at træne 9000 vagter oven i de allerede ansatte 4000. Selskabet skal levere 10.000 vagter, men ansætter reelt flere for at dække eventuelle sygdomme, frafald og andre uforudsete forhold.

Det britiske forsvar er blevet bedt om at levere 3500 vagter for at dække noget af behovet til OL, og G4S "forstår beslutningen," skriver Bloomberg News.

OL i London ses som et prestigeprojekt for G4S, og ifølge The Guardian er kontrakten vurderet til 284 mio. pund - eller knap 2,7 mia. kr. Aktien falder med 2,5 pct. til 283,1 pence.

Europa næststørste bilfabrikant, Peugeot-Citroen, stiger med 0,7 pct. til 7,194 euro oven på nyheden om, at selskabet vil skære 8000 jobs i en større omkostningsreducering. Det vil indebære at lukke en fabrik i Frankrig, hvilket ikke er sket i over 30 år.

En succeshistorie i Europa er det britiske spilleselskab 888, der stiger 15 pct. til 74,75 pence, efter at selskabet har meldt ud, at man har haft et stærkt andet kvartal trukket af Casino og Poker, og at man venter, at driftsresultatet for hele året vil ligge væsentligt over de nuværende forventninger.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

13:30 Bank of England holder som ventet renten i ro - pundet når højeste niveau i over to år
13:02 ALK ser stort potentiale i markedet for peanutallergi
11:46 Obligationer/middag: Let stigende rente efter stor amerikansk rentelettelse
11:39 Aktier/middag: Novo blandt højdespringerne i grønt C25 efter stor rentesænkning i USA
11:23 Apple har udsigt til advarsel fra EU for tætlukket styresystem
11:19 Rater på containerfragt falder igen - ni uger med fald på stribe
10:55 Norges Bank holder renten i ro og signalerer tidligst lempelser i 2025
10:15 H+H får genoptaget neutral dækning hos Danske Bank: Nedjustering ventes i tredje kvartal
09:42 Sampo: Perfekt timing for Topdanmark-opkøb efter strategiændringer
09:22 H+H får genoptaget neutral dækning hos Danske Bank
09:14 Aktier/åbning: Fuld grøn plade i C25 efter stor rentesænkning i USA
08:41 Obligationer/åbning: Let stigende rente trods amerikansk rentereduktion
08:31 Aktier/tendens: Plusser i vente efter amerikansk rentereduktion
08:13 Unicredit står klar som køber af Tysklands aktier i Commerzbank
08:09 Råvarer: Amerikansk rentenedsættelse giver ikke forventet boost til oliepriserne
07:58 Sampo om dansk børsnotering: Vi forpligter os til landet
07:11 Obligationer/tendens: Udsigt til let stigende rente trods amerikansk rentesænking
07:03 USA/lukning: Glæden over stor rentenedsættelse forsvandt - men er vendt tilbage
06:41 Asien: Stor amerikansk rentesænkning skaber grøn bølge med Tokyo som stjerneskud
06:36 Mærsks asiatiske konkurrenter viser positive takter torsdag