Europa/middag: Vaccinemandag løfter humør - olieselskab op på udbytte

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 12:34  |  
SAS (Fly)

Det spanske olieselskab Repsol tager investorerne med storm mandag middag og stiger 6,5 pct. Det er udsigten til kontant afregning, der får aktien til at ringe, hvilket sker, efter at selskabet har været ude og melde om et udbytte til aktionærerne på mindst 0,60 euro per aktie. Og det kan gå hen og blive endnu mere, alt efter hvordan forretningen udvikler sig.

Samlet set er humøret højt på de store europæiske børser, hvor det tyske DAX-indeks ligger i front med et plus på 0,8 pct. ved middagstid, og det brede Stoxx 600-indeks stiger 0,3 pct.

- Det, der i dag trækker Europa op, er Astrazenecas nyhed om selskabets coronavaccine. Eksempelvis stiger indekset Travel & Leisure pænt i dag. Det er også det, der med til at trække eksempelvis SAS op i dag, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

SAS stiger med 12,6 pct. mandag middag på børsen i København, og Deutsche Lufthansa øger med 4,5 pct. i Frankfurt.

Også verdens næststørste biografkæde, britiske Cineworld, har en god dag, hvor selskabets aktie stiger med 20 pct. Her er det nyheden om en lånefacilitet på 450 mio. dollar, der løber i tre år, der er kommet i hus.

Selskabet, der midlertidigt suspenderede sine aktiviteter på hovedmarkederne USA og Storbritannien i oktober, forudsætter, at biografer vil genåbne "ikke senere end i maj 2021", skriver Bloomberg News.

Modsat går det dog for den tyske måltidskassekoncern Hellofresh, der falder med 2,9 pct. Hellofresh kunne mandag fortælle, at det har indgået aftale om køb af Factor75, som er en amerikansk baseret madudleveringstjeneste, der har specialiseret sig i sund mad, for op til 277 mio. dollar.

Aktien har ellers profiteret af covid-19-krisen, der har fået flere til at bestille mad hjemmefra i stedet for at troppe op i supermarkedet.

Og tilbage til dagens hovedperson: Astrazeneca, hvis covid-19-vaccinekanditat har effekt i gennemsnitligt 70 pct. af tilfældene. Ved en bestemt dosis har vaccinen vist en endnu højere effekt på 90 pct., skriver Bloomberg News.

Aktien falder 1,5 pct. mandag middag.

Astrazeneca mener, at det vil kunne producere op til 3 milliarder doser af i 2021.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder