Fagforeningsfriheden i Danmark langt fra reel
Fagforeningsfriheden i Danmark er formel - men langt fra reel. Det viser den udredning, som Institut for Menneskerettigheder (IMR) har udarbejdet med støtte fra FRIE Funktionærer og Kristelig fagforening.
Udredningen klarlægger, hvordan lønmodtagere, der er organiseret udenfor hovedorganisationerne oplever diskrimination i hverdagen og dokumenterer, at der er behov for handling fra politisk side.
- Vi har fra vores medlemmer i mange år hørt om diskrimination på grund af deres valg af FRIE Funktionærer som fagforening. Vi har kæmpet og ført sager, når et medlem har villet tage "kampen op", men vi har også vidst, at alt for mange ikke orkede at tage det slagsmål og den efterfølgende chikane, som de risikerede at blive udsat for, siger John Hansen, direktør i FRIE Funktionærer.
For første gang nogensinde har et estimeret offentligt institut gennemgået dette vigtige område, som er udmundet i IMR's udredning nr. 7, 2009 "Diskrimination på grund af fagforeningsmedlemskab.
Rapporten dokumenterer, at en ikke uvæsentlig del af LO's medlemmer enten er presset, chikaneret, truet eller på anden uretmæssig måde tvunget til at være medlem. Med den medlemsflugt, LO i øvrigt har oplevet de sidste år, er det meget forståeligt, at de har modtaget udredningen med en vis rædsel.
- Jeg læser rapporten sådan, at hvis LO holdt op med at true sig til medlemmer, ville de miste mange, mange flere, end de aktuelt gør. Man kunne gå så langt som til at påstå, at LO's eksistens er baseret på diskriminerende tvang i strid med Den europæiske Menneskerets Konvention og EU's sociale Charter, siger John Hansen, idet han fortsætter:
- Vi har sendt rapporten fra instituttet til beskæftigelsesminister Inger Støjberg og har bedt hende oplyse, hvilke konsekvenser hun agter at tage af rapporten for at sikre fuld fagforeningsfrihed i Danmark, og vi ser med spænding frem til hendes svar.