FAKTA: Så meget henter superligaklubberne i præmiepenge

Udgivet den 30-05-2016  |  kl. 06:57  |  

Søndag blev sidste spillerunde i Superligaen afviklet, og dermed står klubberne nu til at få udbetalt endnu en omgang placeringspenge, idet de belønnes for placeringen i tabellen efter sidste runde som følge af den eksisterende tv-aftale.

Klubberne får udbetalinger efter 11 runder, 22 runder og 33 runder, og blandt de børsnoterede klubber er det Parken Sport & Entertainments FC København, der vandt det danske mesterskab, som modtager den største pose penge.

I alt fordeles der ifølge tipsbladet.dk godt 74 mio. kr. til superligaklubberne set over hele sæsonen for placeringspenge - fordelt i portioner efter altså 11, 22 og 33 runder. Samlet set byder tv-aftalen dog på udbetaling af omkring 250 mio. kr., der deles i fire forskellige puljer.

Af de klubber, som samtidig er noteret på fondsbørsen i København, er FC København som nævnt sluppet bedst ud af det i denne sæson, og hovedstadsklubben belønnes derfor ifølge tipsbladet.dk med 5,9 mio. kr. - svarende til knap 24 pct. af puljen, der er på 24,7 mio. kr. efter 33. runde.

Næstbedst af de børsnoterede klubber - uden for First North-regi - blev Brøndby IF, der endte på en fjerdeplads. Det giver ifølge tipsbladet.dk en udbetaling på 2,5 mio. kr. - svarende til omkring 10 pct. af præmiepuljen.

AaB endte på en femteplads, og det sikrer den nordjyske klub en udbetaling på 2,2 mio. kr.

Aarhus Elite, der står bag fodboldholdet AGF, kan se frem til en udbetaling på 0,7 mio. kr. for sin tiendeplads.

Tabel over fordelingen af placeringspenge i Superligaen:

Placering/klub: Beløb til udbetaling efter 33. runde:
1. FC København 5,9 mio. kr.
2. Sønderjyske 4,3 mio. kr.
3. FC Midtjylland 3,1 mio. kr.
4. Brøndby 2,5 mio. kr.
5. AaB 2,2 mio. kr.
6. Randers FC 1,8 mio. kr.
7. OB 1,5 mio. kr.
8. Viborg FF 1,2 mio. kr.
9. FC Nordsjælland 0,9 mio. kr.
10. AGF 0,7 mio. kr.
11. Esbjerg fB 0,4 mio. kr.
12. Hobro 0,2 mio. kr.

Kilde: tipsbladet.dk

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Relaterede nyheder