Faldende overskud på betalingsbalancen

Udgivet den 15-12-2004  |  kl. 09:36  |  

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster er mindre end sidste år for såvel den seneste måned, de seneste tre måneder, året til dato som for de seneste 12 måneder. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.

I oktober var der et betalingsbalanceoverskud på 2,7 mia. kr. I samme måned sidste år var overskuddet 4,0 mia. kr. I de seneste tre måneder har der været et betalingsbalanceoverskud på 7,7 mia. kr. mod 17,3 mia. kr. i samme periode sidste år. Dette svarer i månedligt gennemsnit til et overskud på 2,6 mia. kr. mod 5,8 mia. kr. i samme periode sidste år.

Bag denne udvikling ligger der forringelser for varer og tjenester. De forløbne måneder af året (januar til oktober) har vist et overskud på 34,0 mia. kr. mod 42,1 mia. kr. i den tilsvarende periode sidste år.

De seneste 12 måneder (november 2003 - oktober 2004) har betalingsbalancen vist et overskud på 37,7 mia. kr. mod 44,0 mia. kr. i den foregående 12-månedersperiode. Denne udvikling er resultatet af forbedringer for løn- og formueindkomst på 7 mia. kr. samt af forringelser for varer på 14 mia. kr.

- På grund af revisioner af udenrigshandelsstatistikken for månederne januar til september 2004 er saldoen for varer forringet med 1,2 mia. kr. i 2004. Med andre, mindre ændringer er den samlede saldo på de løbende poster forringet med 0,1 mia. kr. i 2002 og med 1,2 mia. kr. i 2004. Hertil kommer omposteringer mellem tjenester og indkomst som følge af inddragelse af nye oplysninger, pointerer Danmarks Statistik.

Udgivet af: NPinvestordk