FCK afværger fadæse: Slår Hillerød efter straffespark

Udgivet den 25-09-2019  |  kl. 19:40  |  

FC København er videre til ottendedelsfinalerne i landspokalturneringen i fodbold, men holdet måtte igennem et drama, inden sejren var sikret mod Hillerød fra 2. division.

Efter 1-1 i den ordinære spilletid vandt FCK med 4-2 i den afgørende straffesparkskonkurrence.

Her blev FCK-keeper Karl-Johan Johnsson helten med to redninger, mens FCK scorede på alle fire forsøg.

Hillerød spillede en stor kamp og var hele vejen i spil til at levere den store pokalsensation.

Nicklas Bendtner startede inde for første gang for FCK efter et par tjanser som indskifter, og han skulle snart få gode muligheder for at score sit første mål i trøjen.

Efter 12 minutter afsluttede han mod fjerneste hjørne, men Hillerød-keeper Tim Lund verfede flot bolden til hjørnespark.

Kort efter diskede målmanden op med en fornem fodparade, da Bendtner fra en god position afsluttede fladt.

Tim Lund var i det hele taget en vigtig mand for hjemmeholdet. I halvlegens slutfase reddede han helt nede ved stolpen, da Carlo Holse forsøgte sig med et vedkommende frispark.

Første halvleg sluttede dog uden mål, hvilket fik manager Ståle Solbakken til at forstærke holdet med Zeca fra anden halvlegs start.

Det gjorde ikke FCK-dominansen mindre, og holdet blev ved med at komme til chancer, ikke mindst Bendtner.

Midtvejs i anden halvleg fik Bendtner i front selskab af Dame N'Doye, der fik comeback oven på sin skade.

Men i stedet for et FCK-mål, skete det uventede i den anden ende. 72 minutter var spillet, da Jonathan Witt steg i vejret og perfekt headede et hjørnespark i nettet til 1-0, og så lurede sensationen.

Føringen holdt dog bare i fire minutter, så serverede Rasmus Falk for indskiftede Viktor Fischer, der udlignede til 1-1.

Fem minutter før tid var Fischer tæt på at blive matchvinder, da hans forsøg i feltet traf stolpen, og så måtte holdene ud i forlænget spilletid.

Her blev FCK efter få minutter reduceret til ti spillere, da Rasmus Falk fik sit andet gule kort og dermed rødt.

Det gav Hillerød blod på tanden, indtil holdet selv blev ramt af en udvisning til Nikolaj Kristensen med 12 minutter tilbage af forlængelsen.

Derfra var det dog en lige kamp, inden man måtte i straffesparkskonkurrence. Og her var FCK altså en tand skarpere.

Samtidig spillede AaB sig videre til ottendedelsfinalerne med en sejr på 6-0 ude over Vejgaard efter et vildt onemanshow af Kasper Kusk, der scorede fem mål.

Efter en målløs første halvleg satte AaB sagerne på plads kort efter pausen. I de første ti minutter scorede først Patrick Kristensen til 1-0, hvorefter Kasper Kusk fulgte op med to kasser.

Derefter faldt der ro på scoringen i 20 minutter, inden Kusk i det sidste kvarter cementerede sejren med yderligere tre mål.

Endelig vandt Fredericia med 4-2 ude over Avarta.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

18:00 Europa/lukning: Commerzbank i top på italiensk køb med Ørsted og Zealand som følgesvende
17:39 Onsdagens aktier: Energi- og medicinalaktier fløj til tops i grønt C25
17:18 Onsdagens aktier: Energi- og medicinalaktier fløj til tops i grønt C25
17:00 Onsdagens obligationer: Rentefald på menuen før og efter amerikanske inflationstal
16:58 Præsidentdebat sender krypto, fængsler, sundhedsforsikring ned og solenergi op
16:56 Præsidentdebat sender krypto, fængler, sundhedsforsikring ned og solenergi op
16:22 Novo/DNB: Bivirkningsprofil for vægttabshåb lover godt for amylin-analoger
15:54 Analytikere vurderer at DSV hæver buddet på tyske DB Schenker
15:49 USA/åbning: Blandet start med rygstød til teknologiaktierne
15:04 Fastholdt amerikansk kerneinflation peger i retning af lille rentesænkning spår Sydbank
14:55 Baltic Dry-indekset falder 0,9 pct. til 1941 point
14:36 USA/tendens: Rød start i vente efter inflationsskuffelse og præsidentdebat
13:31 Chefanalytiker: Mistillid og faldende efterspørgsel skyld i laveste oliepris i tre år
13:06 Handlerne justerer porteføljen efter præsidentdebat: Ned med krypto og op med solenergi
13:04 Novos vægttabshåb har kendte bivirkninger som kvalme, opkast og forstoppelse
12:58 Rædselsuge fortsætter for fransk spilproducent - analytikere nedgraderer på stribe
12:49 Storbritannien vil udbyde nye havarealer til 20-30 gigawatt vindenergi inden 2030
12:42 Europa/aktier: Grønt pust efter tv-debat skubber Vestas og Ørsted i europæisk top
12:27 Commerzbank rygtes åben for samtaler om sammenlægning med Unicredit
12:01 Demant/Citi: Sænker kursmål til 315 kr. fra 340 kr.