Flere udenlandske investeringer i Det Blå Danmark

Udgivet den 10-05-2007  |  kl. 15:36  |  

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen og udenrigsminister Per Stig Møller præsenterede i dag regeringens initiativ til øgede udenlandske investeringer i dansk søfart og øvrige maritime industrier - Det Blå Danmark.

Det Blå Danmark styrkes ved:

Øgede kommercielle aktiviteter i de forskellige maritime sektorer som rederi- og operatørvirksomhed, udstyrsindustrier og serviceleverandører.
Øget internationalt kendskab til Det Blå Danmarks styrker og særlige kompetencer.
Øget internationalt samarbejde om forskning og udvikling.
Tiltrækning af dygtige udenlandske studerende og undervisere.
Tiltrækning af højt kvalificerede medarbejdere fra udlandet.
Økonomi- og erhvervsminister, Bendt Bendtsen:

- Vi sætter mange kræfter ind på, at Danmark bliver Europas førende søfartsnation. Dansk søfart har lange og stolte traditioner, og det er helt naturligt at invitere udenlandske virksomheder og aktiviteter til Danmark. Også øget internationalt samarbejde om forskning og udvikling er med til at støtte vækst og innovation i Det Blå Danmark.

Udenrigsminister Per Stig Møller:

- Indsatsen for at tiltrække udenlandske investeringer og aktiviteter inden for udvalgte områder skal styrkes. Der er i den forbindelse allokeret betydelige midler til yderligere aktiviteter, hvilke også vil komme Det Blå Danmark til gode. Via Udenrigsministeriets tilstedeværelse på relevante markeder bliver flere maritime aktører opmærksomme på de helt unikke og fordelagtige muligheder Danmark kan tilbyde.

Indsatsen er forankret i ”Invest in Denmark”, som er en del af Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet. Der gennemføres blandt andet opsøgende, direkte kontakt til udvalgte, potentielle aktører.


Udgivet af: NPinvestordk