FLSmidth opnår stor ordre i Vietnam

Udgivet den 06-06-2006  |  kl. 13:51  |  

FLSmidth har indgået en kontrakt på 57 mio. euro (ca. 425 mio. kr.) med det vietnamesiske selskab Vietnam National Cement Trading Company på levering af en cementklinker-produktionslinie til Hoang Thach Cementfabrik, med en kapacitet på 3.300 tons cementklinker pr. dag.

Det fremgår af en børsmeddelelse tirsdag.

FLSmidth skal levere alle maskiner og hjælpeudstyr, ligesom flere af FLSmidths selskaber og divisioner bidrager som underleverandør til projektet. FLSmidths leverance omfatter bl.a. knusere, råmølle, råmelssilo, en komplet SLC-D 3base ovn med forvarmer og SF Cross-Bar køler, elektrofiltre samt komplet kvalitets- og proceskontrolsystem. Kontrakten inkluderer desuden bygningsdesign, supervision og opstart.

Produktionslinien, der forventes driftsklar ultimo december 2008, er den tredje linie som FLSmidth leverer til denne fabrik. Cementfabrikken blev oprindeligt leveret af FLSmidth i slutningen af 1970érne og i 1993 udvidet med endnu en produktionslinie fra FLSmidth.

Vietnam oplever i disse år en kraftig vækst i byggesektoren, primært som følge af en betydelig urbanisering og deraf følgende udbygning af landets infrastruktur, der forventes således en væsentlig forøgelse af landets cementforbrug de kommende år.

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen i 2009.

Ifølge avisen Lao Dong underskrev FLSmidth d. 9. maj 2006 en kontrakt med Hoang Thach Cement Co. i Vietnam om at installere en produktionslinie til en værdi af 52,9 mio. euro (395 mio. kr.). Denne ordre er således blevet bekræftet med dagens meddelelse.

Udgivet af: NPinvestordk