Fokus på regnskaber i denne uge

Udgivet den 12-11-2007  |  kl. 10:51  |  

Strømmen af regnskaber fortsætter i denne uge herhjemme. Især regnskabet fra Lundbeck vil tiltrække sig interesse, anfører Sydbank i sit ugenotat. Svækkelsen af den amerikanske dollar presser Lundbecks indtjening, og Sydbank forventer intet nyt fra selskabets pipeline.

Opmærksomheden samler sig desuden om regnskaber fra flere af selskaberne udenfor C20-indekset. G4S’ kvartalsopdatering byder givetvis på fortsat positive meldinger, mens kapitalmarkedsdagen tirsdag sætter spot på selskabets strategiske fokuspunkter.

Royal Unibrews regnskab bliver præget af stigende råvarepriser, og Sydbank udelukker ikke en mindre nedjustering.

Derimod venter banken positive takter fra IC Companys, der nyder godt af den lave dollar-kurs. Udviklingen i tøjmærket Jackpot bliver igen omdrejningspunktet i selskabets regnskab.

Der er desuden lagt op til positive meddelelser fra SimCorp, der kan have endnu en opjustering på vej og Solar, der stadig vokser i høj fart.

/jmd

Udgivet af: NPinvestordk