Foreløbige resultater for 2024 samt finansielle forventninger til 2025 - Udskydning af offentliggørelse af årsrapporten for 2024

Udgivet den 07-03-2025  |  kl. 08:13  |  


Selskabsmeddelelse nr. 3-2025

7. marts 2025

Foreløbige ureviderede resultater for 2024

North Media offentliggør foreløbige og ureviderede finansielle resultater for 2024, hvor omsætningen og driftsresultatet (EBIT) endte lavere end de seneste forventninger fra den 5. november 2024. Dette skyldes alene, at North Media nedskriver den bogførte værdi af aktiver vedrørende SDR Svensk Direktreklam, med 155 mio. kr. Herefter udestår immaterielle aktiver for ca.100 mio. kr. for SDR Svensk Direktreklam. Nedskrivningen har ingen likviditetseffekt.

Mio. kr. 2024* Seneste forventninger til 2024 før Ofir salg
Omsætning 1.301,4 1.315 - 1.340
EBITDA 153,5 140 - 160
Ordinære afskrivninger -73,4 -
EBIT-, ordinær drift 80,1 65 - 85
Nedskrivning på SDR Svensk Direktreklam -155,0 -
EBIT efter nedskrivning -74,9 -

 *Ekskl. ophørte aktiviteter i Ofir

Ovenstående omsætning og EBIT er uden indregning af tal fra Ofir, da aktiviteter i Ofir blev solgt primo 2025. Derfor indregnes Ofir ikke længere i koncernregnskabet som ordinær drift. Ofir præsenteres som ophørt aktivitet. Såfremt kolonnerne blev opstillet inklusive Ofir, ville omsætningen andrage 1.333 mio. kr. og EBIT på 67 mio. kr. Altså indenfor de tidligere udmeldte forventninger.

Nedskrivning af SDR Svensk Direktreklam

SDR Svensk Direktreklam indgår traditionelt årsaftaler med sine kunder i årets første kvartal, og det var antagelsen, at den kontraktbundne volumen for 2025 ville ligge på niveau med 2024. Nogle af SDR Svensk Direktreklams kunder har i 2025 imidlertid nu tegnet kontrakter med en betydeligt lavere tryksagsvolumen end forventet, hvilket medfører et fald i den forventede indtjening. Derfor har koncernledelsen i dag besluttet at nedskrive værdien af SDR Svensk Direktreklam's aktiver med 155 mio. kr. Herefter repræsenterer SDR Svensk Direktreklam immaterielle aktiver for knap 100 mio. kr. Det er fortsat koncernledelsens overbevisning, at SDR Svensk Direktreklam vil styrke koncernens segment Last Mile. Forventningen er fortsat, at SDR Svensk Direktreklam fra 2026 vil levere et positivt driftsresultat.

Resultatudvikling i 2024

I 2024 steg omsætningen i Last Mile (FK Distribution og SDR Svensk Direktreklam) 49% til 1.168 mio. kr., drevet af den tilkøbte SDR Svensk Direktreklam. Justeret herfor var omsætningen flad. EBITDA faldt som ventet 5% til 157 mio. kr., påvirket af integrationsomkostninger, øgede lønudgifter til omdelere og udvikling af MineTilbuds nye tekniske platform. Driftsresultatet (EBIT) blev -55 mio. kr., påvirket af den nævnte nedskrivning i SDR Svensk Direktreklam. I FK Distribution udgjorde ordinær EBIT 124 mio. kr., og i SDR Svensk Direktreklam udgjorde EBIT -179 mio. kr.  

I Digital Services (BoligPortal og Bekey) steg omsætningen 3% til 134 mio. kr., drevet af BoligPortal. EBITDA faldt 57% til 9 mio. kr., påvirket af fortsat etablering af en solid infrastruktur i Bekey og øgede kapacitetsomkostninger til udvikling af ét samlet univers i BoligPortal. Driftsresultatet (EBIT) udgjorde 4 mio. kr.

Koncernens ordinære driftsresultat (EBIT) var desuden påvirket af øgede ikke-fordelte omkostninger, primært relateret til opkøbet af SDR Svensk Direktreklam.

Udbytte

Baseret på det finansielle resultat i 2024 har bestyrelsen besluttet, at der ikke udbetales udbytte for 2024. Det er fortsat North Medias politik at udbetale et udbytte, der afspejler indtjeningen af den ordinære drift ekskl. afkast af værdipapirer.

Finansielle forventninger til 2025

Mio. kr. 2025
Omsætning 1.280 - 1.337
EBITDA 80 - 115
Primært driftsresultat (EBIT) 25 - 60

North Media forventer en omsætning på niveau med 2024. I Last Mile forventes en flad udvikling med en mindre tilbagegang i FK Distribution, mens den forventede vækst i SDR Svensk Direktreklams omsætning drives af overtagne franchise-kunder. I Digital Services (BoligPortal, MineTilbud og Bekey) forventes vækst drevet af BoligPortal. 
Fra 1. januar 2025 indgår Minetilbud som selvstændigt selskab i Digital Services.

Det lavere primære driftsresultat (EBIT) er drevet af et faldende EBIT i Last mile som følge af faldende volumen i FK Distribution samt øgede omstillings- og integrationsomkostninger i SDR Svensk Direktreklam. Den fortsatte integration af SDR Svensk Direktreklam, inkl. fuld implementering af maskinel pakning og andre initiativer vil på sigt forbedre rentabiliteten, men forventes at føre til et betydeligt lavere EBITDA end i 2024. I det forventede primære driftsresultat (EBIT) indregnes et forventet tab på SDR Svensk Direktreklam i niveauet -45 mio. kr., hvoraf 14 mio. kr. vedrører afskrivninger på de resterende aktiver i SDR Svensk Direktreklam.

I Digital Services forventes en mindre fremgang i EBIT i alle tre forretninger.

Offentliggørelsen af årsrapporten og de detaljerede finansielle forventninger til 2025

Arbejdet forbundet med at forberede og beslutte en revurdering af værdiansættelsen af SDR Svensk Direktreklam har været medvirkende til, at koncernledelsen annoncerer, at årsrapporten for 2024, inkl. de detaljerede finansielle forventninger til 2025 nu først forventes offentliggjort den 14. marts 2025.

Yderligere oplysninger:
Koncernchef, Lasse Ingemann Brodt, telefon +45 20 24 32 92 

North Media udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne. Platformene matcher forbrugerne med de rette produkter inden for dagligvarer, lejeboliger og digitale adgangsløsninger. North Media har to forretningsområder: Last Mile: FK Distribution og SDR Svensk Direktreklam er blandt henholdsvis Danmarks og Sveriges førende distributører af tilbuds -og ugeaviser. Digital Services: tre virksomheder med potentiale for høj vækst, stigende indtjening og skalering: BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Minetilbud er en førende digital tilbudsplatform. Bekey leverer digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af pakker, dagligvarer, måltidskasser m.fl.


\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder