Fredagens aktier: Største C25-dyk i knap to år efter jobtal - rentefald gavnede Ørsted

Udgivet den 02-08-2024  |  kl. 17:05  |  
Carlsberg

Ørsted flød fredag oven på en særdeles rød bølge på det danske aktiemarked, hvor en overraskende svag jobrapport fra USA skabte rentefald og samtidig sendte C25-indekset ud på sit største fald siden september 2022.

Stemningen var i forvejen presset af svage regnskaber fra amerikanske Intel og Amazon samt en svag aflæsning af ISM's erhvervstillidsindeks for industrien fra torsdag.

Den amerikanske jobskabelse på 114.000 i juli var den svageste siden januar 2021 og væsentligt under forventningen i markedet om en jobskabelse på 175.000. Samtidig steg arbejdsløsheden overraskende til 4,3 pct. fra 4,1 pct.

- Der er en frygt for, at der er mindre gang i markedet, og at det rammer selskaberne negativt. Det er det budskab, man er skuffet over, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

- Det positive er, at man skal frygte inflationen mindre, tilføjer chefhandleren med henvisning til de amerikanske timelønninger, der på årsbasis aftog mere end ventet i juli.

Samlet faldt C25-indekset 2,5 pct. til 1946,99 og sluttede således handelsugen med en tilbagegang på 0,9 pct.

Jobtallene tyngede også renterne, og herhjemme faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 7 basispoint til 2,15 pct.

Det kom Ørsted til gode, der - som en af de få eliteaktier - sluttede dagen i plus med en stigning på 3,3 pct. til 424,50 kr.

Med i spidsen var også bryggeriaktierne Carlsberg og Royal Unibrew, der betragtes som defensive investeringer.

- Jeg tror, at der er mange, der søger over i de defensive aktier nu, siger Mads Zink.

CARLSBERG KØBER OP I ASIEN

Carlsberg har indgået en aftale om den resterende andel i Carlsberg South Asia fra partneren CSAPL Holdings, oplyste det danske bryggeri fredag.

South Asia-forretningen omfatter Nepal og Indien, og ifølge Carlsberg er vækst i Indien en nøgleprioritet i selskabets strategi, Accelerate Sail.

Handlen har en værdi af 744 mio. dollar.

Carlsberg steg fredag 0,7 pct. til 835,40 kr. I samme sektor var der fremgang til Royal Unibrew på 1,5 pct. til 540,50 kr.

Demant fik løftet anbefalingen hos svenske SEB til "køb" fra "hold". Kursmålet blev i samme ombæring skåret med 20 kr. til 310 kr.

Aktien faldt 0,4 pct. til 262 kr.

FJERDE FALD PÅ STRIBE I FRAGTINDEKS

Spotpriserne på containerfragt faldt denne uge for fjerde uge i træk.

Det viser den ugentlige opgørelse af det kinesiske fragtindeks Shanghai Containerized Freight Index (SCFI).

Ratefaldet pressede aktien i A.P. Møller-Mærsk, der torsdag ellers opjusterede forventningerne til 2024. B-aktien gik tilbage med 3,3 pct. til 10.835 kr.

Også i transportsektoren har DSV fået løftet kursmålet til 1400 kr. fra 1275 kr. af Nykredit Bank, der fastholder anbefalingen "køb".

DSV faldt 3,6 pct. til 1210 kr.

Også blandt de cykliske aktier var der kursfald til Pandora fredag uden selskabsspecifikt nyt. Det kan ifølge Mads Zink skyldes skiftet fra cykliske og over mod defensive aktier.

Pandora faldt 6,1 pct. til 1011 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport