G4S: Britisk direktør stopper efter syv måneder

Udgivet den 21-05-2014  |  kl. 15:35  |  

Chefen for G4S aktiviteter i Storbritannien og Irland, Eddie Aston, har valgt at forlade sin stilling i selskabet efter bare syv måneder på positionen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Eddie Aston kom fra en stilling som global driftschef i G4S i oktober sidste år, efter at den hidtidige chef for Storbritannien og Irland, Richard Morris, blev ofret i et forsøg på et genoprette et tillidsforhold mellem selskabet og den britiske regering efter flere skandaler de seneste år.

Richard Morris nåede også kun et år som regionalchef på hjemmemarkedet. Den tidligere regionalchef, David Taylor-Smith, forlod selskabet i oktober 2012 oven på skandalen om G4S håndtering af sikkerheden ved OL i London, hvor selskabet ikke formåede at skaffe sikkerhedspersonale nok, så militæret og politiet ad flere omgange måtte sætte ekstra personale ind.

G4S har siden da igen været i vælten i England, da det kom frem, at selskabet og rivalen Serco har overfaktureret statskassen for elektroniske fodlænker til fanger i de britiske fængsler. Selskaberne havde blandt andet krævet penge for døde fanger samt fanger, der aldrig havde været en del af fodlænkeprogrammet.

Indtil nu har G4S udpeget Peter Neden som midlertidig regionalchef for Storbritannien og Irland, skriver Reuters.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk