Genmab: EMA-udvalg anbefaler Darzalex i ny kombination

Udgivet den 18-10-2019  |  kl. 13:54  |  
Arkiv: Foto

CHMP, der er et udvalg under de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA, anbefaler, at Genmabs Darzalex i kombination med kræftmidlet Revlimid og dexamethasone kan blive brugt til behandling af voksne med nydiagnosticeret knoglemarvskræft.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra selskabet fredag middag.

Ifølge senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, som dækker selskabet tæt, er afgørelsen betydningsfuld:

- Det er en vigtig afgørelse i den henseende, at der er stor samstemmighed mellem den her anbefaling og så en endelig godkendelse af EU-Kommissionen. Så det er vigtigt, siger han.

Genmab oplyser i fondsbørsmeddelelsen, at en endelig afgørelse fra EU-Kommissionen ventes i de kommende måneder.

Ifølge branchesitet Medwatch er EU-Kommissionen ikke tvunget til at følge udvalgets anbefaling. Det vil dog "være højest usædvanligt for dem at gå imod den", skriver mediet.

Efter at CHMP har afgivet sin anbefaling, plejer der ifølge mediet typisk at gå to måneder, før EU-Kommissionen kommer med den endelige godkendelse.

Ifølge Søren Løntoft Hansen bør aktien ikke reagere meget på dagens nyhed.

- I forvejen er en stor del af potentialet for Darzalex indregnet i den nuværende aktiekurs, og selv om det er en positiv anbefaling af en endelig godkendelse, så er det næppe noget, der skal flytte kursen ret meget, vurderer han.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder