Genmab får del i indtægter fra netop godkendt middel mod øjensygdom-NY

Udgivet den 23-01-2020  |  kl. 11:14  |  
Arkiv: Foto

Genmab er med på en mindre andel i et netop godkendt middel mod en sjælden øjensygdom. Det er irske Horizon Therapeutics, som har fået grønt lys af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, til at markedsføre øjenmedicinen, Tepazza, til behandling af thyroid øjensygdom.

Genmab har skabt molekylet for omkring to årtier siden under en samarbejdsaftale med Roche, der har sendt rettighederne til at udvikle medicinen videre til Horizon.

- Ifølge vilkårene i Genmabs aftale med Roche vil Genmab modtage midt-encifrede royalties af salget af Tepazza, skriver Genmab i en meddelelse.

Der er tale om det første godkendte middel til øjensygdommen, der kan føre til synstab.

Salgspotentialet for medicinen ligger ifølge Horizon på over 1 mia. dollar om året, meddelte selskabet den 13. januar ifølge Bloomberg News.

Analytikere vurderer i gennemsnit, at Horizon vil sælge for over 30 mio. dollar af øjenmidlet i år, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

I 2021 forudser analytikerne et salgshop til næsten 126 mio. dollar og til yderligere 236 mio. dollar i 2022.

Får analytikerne ret, vil Genmab over de kommende tre år dermed kunne se frem til et mindre trecifret millionbeløb målt i kroner.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder