Glunz & Jensen overtager Refrema International

Udgivet den 27-05-1998  |  kl. 09:11  |  

København--27. maj--NetPosten--Glunz & Jensen har indgået aftale med Guldalderen Finans, der er ejet af Roskilde Bank, om køb af hele Refrema International beliggende ved Roskilde, fremgik det onsdag af en fondsbørsmeddelelse.

Refremas hovedaktivitet er udvikling, produktion og markedsføring af maskiner og anlæg til fremkaldelse af fotografiske film, samt automatikse opklipnings- og kuverteringsanlæg.

I regnskabsåret 1997/98 havde Refrema en omsætning på 48,2 mio. kr. og et resultat efter skat på 4,2 mio. kr. Den foreløbig opgjorte koncern-goodwill ved erhvervelse af Refrema udgør 27 mio. kr., og det er besluttet at afskrive den tilkøbte koncerngoodwill over 10 år.

Glunz & Jensen har erhvervet de udestående aktier, nominelt 1,8 mio. kr. for 26,8 mio. kr. ekskl. omkostninger.

Udgivet af: NPinvestordk