GN/ABM: Stærkt momentum med få skuffelser

Udgivet den 15-11-2013  |  kl. 09:18  |  

GN Store Nords finansielle mål for den kommende strategiperiode er mere end godkendt, når det kommer til den ventede udvikling i omsætningen. Til gengæld er marginmålene måske ikke helt så ambitiøse, som dele af markedet kan have håbet. Det vurderer analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen.

- Denne her gang er GN Store Nord ikke så direkte, når der kommer til marginforventningerne, og det er måske endda en smule skuffende, at Netcom ikke kan accelerere marginen trods en toplinjevækst på over 10 pct. Vi har set, at konkurrenterne er begyndt at investere i vækst, og det er GN nok også tvunget til på den korte bane, men jeg tror, at det vil skuffe lidt, at GN trods alt ikke kan løfte den, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

GN spiller ud med en forventning om, at GN Resounds organiske vækst i 2014-16 skal ligge "mere end" 3 pct.point over markedsvæksten. Niveauet for overskudsgraden (EBITA) skal på niveau med førende konkurrenter. For GN Netcom er det målsætningen at vokse mere end 10 pct. organisk samt at EBITA-marginen når 18-19 pct. Det svarer stort set til de tal, som Netcom allerede leverer i dag. Overskudsgraden i Netcom estimerer analytikere til 17,6 pct. i 2013, ifølge SME Direkt.

GN Store Nords strategimål ledsager regnskabstal for tredje kvartal, og regnskabet er generelt stærkt, vurderer Michael Friis Jørgensen. Han hæfter sig blandt andet ved en opjustering forventningerne, så de kommer på niveau med analytikernes forventninger.

- Så det er et positivt regnskab. Skal det splittes op, så har vi et Netcom, som vokser rigtigt stærkt, men begynder at få et aftagende momentum, hvorimod høreapparatdelen altså bliver ved med at præstere på et rigtigt højt niveau i forhold til branchens niveau.

Langsigtet kan GNs forventninger om et fald i de gennemsnitlige enhedspriser på 1-2 pct. i strategiperioden dog muligvis skuffe dele af markedet. Stykvæksten ventes uændret på 3-5 pct., hvilket giver en markedsvækst i værdi på 1-4 pct. om året.

- Det har været diskuteret, om faldet i de gennemsnitlige priser var midlertidigt, men GN indikerer her, at det ikke er tilfældet, siger Michael Friis Jørgensen.

Markedsreaktionen på strategiudmeldingen og regnskabet er svær at spå om, mener analytikeren.

- Overordnet set er det absolut en godkendt strategi og et stærkt regnskab fra GN. Men det er svært at sige, hvad aktien skal i dag, for det er svært at sige, om dele af markedet havde ventet, at marginen også skulle stige på den lange bane.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

13:56 Europa/aktier: Våbenproducenter og banker løftes på udsigt til øgede forsvarsudgifter
11:56 Nordea kører igen efter tekniske problemer i netbanken
11:53 Opec+ overvejer at gå imod Donald Trumps ønske: Vil udskyde løft af olieproduktion
11:35 Europa/Danske Bank: Fredshåb giver optimisme på aktiemarkedet
11:32 Nordea ramt af tekniske problemer i netbanken
11:32 Obligationer/middag: Solid rentestigning på udsigt til øgede forsvarsudgifter
11:26 Aktier/middag: Novo og bankerne driver C25 højere på stille dag
09:31 Rheinmetall anfører optur for forsvarsaktier - EU overvejer investeringer i forsvaret
09:23 Aktier/åbning: Novo retter op efter lang nedtur - Bavarian ligger med fremme
09:15 Sydbank: Amerikansk godkendelse af kopi-insulin bør ikke give bekymring hos Novo
09:10 Obligationer/åbning: Renterne stiger ved udsigt til øgede forsvarsudgifter
08:33 Aktier/tendens: Rolig åbning hvis Novo holder skansen - Demant i fokus
08:27 Råvarer: Fokus på mulig fredsaftale holder oliepriserne stabile
07:31 Danske Bank får løftet kursmålet til 227 kr. af Mediobanca
07:23 Asien: Blandede markeder med underliggende usikkerhed
07:14 Obligationer/tendens: Øgede forsvarsudgifter kan sende renten op
07:10 Bavarian går grøn dag i møde efter FDA-godkendelse med bonus mener Nordnet
07:07 Bavarian får amerikansk godkendelse til chikungunyavaccine i USA og modtager voucher- NY
06:38 Valuta: Yen styrkes efter stærke væksttal - australsk og newzealandsk rentemøde venter
06:35 Genmab/Deutsche Bank: Kursmålet sænkes til 2100 kr. fra 2250 kr. - "køb" gentages