Gudme Raaschou : Boble på USAs obligationsmarked
Gudme Raaschou Asset Management mener, at der er opstået en boble på det amerikanske obligationsmarked.
- Vi tror, at den nuværende obligationsboble brister i år 2005, hvor kraftigt stigende amerikanske renter vil påføre obligationsinvestorerne store tab, skriver porteføljeforvalteren i en kommentar.
Gudme Raaschou peger på, at de amerikanske statsobligationer handler til en 10-årig realrente på 1,7 pct., hvilket er et uhørt lavt niveau taget i betragtning af den højeste vækst i 20 år og stigende inflation.
Endvidere er USA plaget af store underskud på statsfinanserne og handelsbalancen, hvilket taler for, at investering i amerikanske aktiver skal være forbundet med et højere afkast for at kunne tiltrække kapital.
Når de lange renter i USA alligevel forbliver på et lavt niveau, skyldes det asiatiske centralbankers massive køb af amerikanske statsobligationer. Men vil de også i fremtiden placere deres store handelsoverskud i amerikanske statsobligationer og derved holde renten kunstigt nede i USA?
- Vi tror ikke, at det i nær samme grad vil være tilfældet, hvis den amerikanske inflation stiger yderligere, og det er der meget der tyder på, at den vil gøre, skriver Gudme Raaschou Asset Management.