Halvårsrapport 2015
6. august 2015
Selskabsmeddelelse nr. 08-15
NejTak+ fortsætter fremgangen, og flere end 440.000 husstande er nu tilmeldt. Koncernens omsætning og resultat var som forventet i 1. halvår 2015, og forventningerne til helåret er uændrede.
- De planlagte aktiviteter og strategiske mål for 1. halvår 2015 blev eksekveret og opnået som forventet.
- Koncernen omsatte i 1. halvår 2015 for 511,6 mio. kr.
- For 1. halvår 2015 blev koncernens EBITDA på 20,3 mio. kr. og EBIT før særlige poster på -3,5 mio. kr.
- 1. halvår 2015 var præget af store omkostninger til markedsføring af NejTak+.
- Onlinesegmentets resultat forbedret som planlagt.
- Pr. 30. juni 2015 var koncernens nettorentebærende indestående på 74,4 mio. kr. og det likvide beredskab på 272,2 mio. kr.
I 1. halvår 2015 blev koncernens omsætning på 511,6 mio. kr., hvilket var 23 mio. kr. svarende til 4 % mindre end i 1. halvår 2014. FK Distributions omsætning falder grundet den strukturelle markedsudvikling, som medfører lavere volumen. Priserne på omdeling af tryksager falder fortsat på grund af en efter North Media A/S’ mening ulovlig priskonkurrence fra Post Danmark.
Koncernens resultat af ordinær primær drift (EBIT) før særlige poster blev på -3,5 mio. kr. i 1. halvår 2015, hvilket er 30,2 mio. kr. lavere end samme periode 2014. Tilbagegangen skyldes omsætningsfald i FK Distribution og højere omkostninger til markedsføring af NejTak+ og udvikling af minetilbud.dk. Onlineaktiviteterne forbedrede resultatet med 3,3 mio. kr. i samme periode, på trods af omkostninger til kraftig markedsføring af håndværker.dk.
FK Distribution fortsætter med at øge antallet af husstande tilmeldt NejTak+ og øger mulighederne for avanceret tilbudssøgning på minetilbud.dk
Flere end 140.000 husstande har i 1. halvår 2015 tilmeldt sig NejTak+, heraf over 90.000 husstande i 2. kvartal. Successen med NejTak+ fortsætter således og med over 440.000 husstande pr. 30. juni 2015 udvikler aktiviteten sig tilfredsstillende og som forventet.
Reklameafgiften blev vedtaget af folketinget i 2012, men er fortsat ikke implementeret. Reklameafgiften forventes nu ikke længere at blive indført.
FK Distribution har i juni 2015 forlænget distributionsaftalen med Dansk Supermarked frem til udgangen af 2017. COOP har opsagt aftalen med FK Distribution pr. 1. januar 2016.
BEKEY cementerer markedslederpositionen inden for elektroniske nøglesystemer til kommuner
BEKEY er nu i drift eller test i 18 danske kommuner, og vinder hovedparten af de udbud, der hidtil har været. BEKEYs produktportefølje blev tidligere i år suppleret med nødkaldssystemer, og senest er en nøgleboks med BEKEYs elektroniske adgang føjet til. Uden for Danmark er aktivitetsniveauet øget, særligt i Sverige, og der er gennemført kampagner, som har medført stor interesse fra kommuner. BEKEY er nu i drift eller i test i 2 svenske kommuner.
Avisaktiviteterne fastholdt markedspositionen med læsertal og resultat på niveau med sidste år
Avisaktiviteternes omsætning blev lidt lavere i 1. halvår 2015 sammenlignet med 1. halvår 2014. Dette skyldes tilbagegang på regionale detailkunder, som delvist modsvares af fremgang på salget til storkunder og kæder. Læsertallene for Søndagsavisen var svagere end forventet i 1. kvartal 2015, men i april-juni lå læsertallet 1 % over sidste år baseret på de foreløbige månedstal fra Gallup. Resultatmæssigt lykkedes det at kompensere for den lidt lavere omsætning, og EBIT i 1. halvår 2015 var på niveau med 1. halvår 2014.
Ofir skaber omsætningsvækst med Emply Hire
Ofir realiserede den forventede og høje omsætningsvækst i 1. halvår 2015 på e-rekrutteringssystemet Emply Hire. Salg af annoncer til medier i Ofir jobunivers, udviklede sig derimod svagere end forventet. Ofir har i 2. kvartal 2015 tilføjet sociale medier, såsom Facebook og LinkedIn til Ofir jobunivers, hvilket har medført en kraftig stigning i det antal ansøgninger, som arbejdsgiverne modtager, når de benytter Ofir.dk.
håndværker.dk udvikler sig fortsat positivt med høj vækst i antallet af tilknyttede håndværkere
håndværker.dk (tidligere Byggestart.dk og HentTilbud.dk) udvikler sig fortsat positivt med vækst i antallet af håndværkere samt reduceret driftstab på trods af en massiv forøgelse af markedsføringsomkostninger i 1. halvår 2015.
BoligPortal.dk fastholder markedslederpositionen på markedet for lejeboligannoncering
Som planlagt lancerede BoligPortal.dk nye produkter og forbedret usability inden for såvel leje-, andels- som ejerboliger. BoligPortal.dk’s omsætningsvækst blev lidt lavere end ventet i 1. halvår 2015, mens resultatet planmæssigt afspejlede højere omkostninger til produktudvikling.
Uændrede forventninger til koncernens omsætning og resultat for helåret 2015
Koncernens omsætning forventes uændret at blive mellem 1.010 mio. kr. og 1.050 mio. kr. i 2015. Koncernens EBIT (før særlige poster) forventes uændret at blive mellem -20 mio. kr. og +5 mio. kr. i 2015.
Yderligere oplysninger kan fås hos administrerende direktør Lars Nymann Andersen, mobil 40 36 26 30, og økonomidirektør Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45.
Halvårsrapporten 2015 fremgår i sin helhed af vedhæftede dokument.
Vedhæftede filer: