Europa/aktier: Hovedindeks hakket ned af amerikanske høge
De europæiske aktier dykker torsdag middag dybt i rentepessimistiske dønninger fra USA, hvor centralbanken onsdag aften varslede færre rentenedsættelser i det kommende år end tidligere ventet.
Ovenikøbet bemærkede bankens formand, Jerome Powell, at flere reduktioner i låneomkostningerne nu afhænger af yderligere fremskridt med at sænke den stædigt høje inflation.
Det sendte de amerikanske aktier ud på skråplanet. Oversat til det europæiske aktiemarkeder er der tale om et fald for det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med 1,3 pct. til 507,65 midt på dagen.
Dermed sigter indekset mod sit største fald i i fem uger, konstaterer nyhedsbureauet Reuters.
Som i USA gælder det også i Europa, at negative rentenyheder rammer hårdest hos it-aktierne, som bevæger sig 2,4 pct. baglæns på sektorbasis fulgt af industri- og ejendomsaktierne, som begge taber 1,7 pct.
På selskabsniveau giver tilbageslaget til it-aktierne sig udslag i fald på 3,6 pct. til hollandske ASML, på 4,3 pct. til tyske Infineon Technologies og på 5,1 pct. til franske STMicroelectronics.
OUTSOUTCING I TOP
Torsdagens selskabsspecifikke nyheder kommer fra Serco, som har offentliggjort en salgsopdatering, hvor det britiske outsourcing selskabs forventninger til omsætningen i 2024 fastholdes. For det kommende år overrasker selskabets egne prognoser positivt. Driftsoverskuddet ventes på 4,8 mia, pund mod analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News på 4,78 mia. pund. Aktien stiger 7,1 pct. i toppen af Stoxx 600-indekset.
Næsthøjest ligger det britiske forsyningsselskab Pennon med en stigning på 3,1 pct., efter de britiske reguleringsmyndigheder har forhøjet grænsen for vandforsyningsselskabernes indtjeningsmuligheder.
FRANSK RETRÆTE
På indeksets skyggeside er den franske tv-station Canal+ på retræte med et fald på 10,7 pct. efter en stigning onsdag på 9,9 pct. Canal+ er blevet udskilt fra moderselskabet Vivendi og fik sin debut i London mandag. Debutten var dog ikke nogen solstrålehistorie, idet aktien faldt mandag og tirsdag med henholdsvis 22 pct. og 6,8 pct. Men onsdag indledte britiske Barclays dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 450 pence. svarende til et potentiale på mere end 100 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›