Handelsbanken viser markant fremgang

Udgivet den 19-10-2016  |  kl. 07:26  |  

Den svenske storbank Handelsbanken kom bedre end ventet ud af tredje kvartal, og resultatet var markant bedre end i samme periode i 2015.

Det viser regnskabet fra den svenske storbank, som er offentliggjort onsdag morgen.

Nettooverskuddet blev på 4564 mio. svenske kr. mod ventet 4489 mio. svenske kr. ifølge estimater fra SME Direkt. I tredje kvartal sidste år blev nettooverskuddet opgjort til 3758 mio. svenske kr.

Driftsoverskuddet kom ind med 5691 mio. svenske kr. mod ventet 5633 mio. svenske kr. I samme kvartal sidste år var driftsoverskuddet 4731 mio. svenske kr.

NETTORENTER OG AKTIER BAG FREMGANG

Fremgangen i nettorenter og ikke mindst posten "nettoresultat af finansielle transaktioner" er væsentlige forklaringer på fremgangen.

Nettoresultatet af finansielle transaktioner fremkommer ved salg af aktier. Den post var næsten 900 mio. svenske kr. bedre end i samme periode sidste år. I år var posten på godt 1,1 mia. svenske kr. mod godt 200 mio. svenske kr. i tredje kvartal 2015.

Nettorenteposten rundede 7 mia. svenske kr. og landede på 7041 mio. svenske kr., hvilket var et par hundrede mio. svenske kr. bedre end de ventede 6864 mio. svenske kr. I tredje kvartal sidste år var nettorenterne 6834 mio. svenske kr.

Nedskrivningerne holder sig på niveauet fra samme periode sidste år. I tredje kvartal i år blev de opgjort til 476 mio. svenske kr. mod 458 mio. svenske kr. i tredje kvartal 2015. Her havde analytikerne ventet 353 mio. svenske kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Udenlandsk selskab❯