Hvad sker der med de kinesiske aktier?

Udgivet den 28-07-2008  |  kl. 15:31  |  

Indtil nu har 2008 været et mindre fornøjeligt år for investorer med penge i kinesiske aktier. De kinesiske aktieindeks er faldet betydeligt i årets første halvår, og danske fonde med betydelige summer i kinesiske aktier er i snit faldet mere end 32 pct.

Det skriver Morningstars analytiker Nikolaj Holdt Mikkelsen i en kommentar.

I takt med Kina’s styrkede dominans i verdensøkonomien indgår kinesiske aktier i stadig flere fonde. 93 danske aktiefonde har kinesiske aktier i porteføljen, hvoraf knap en fjerdel har investeret mere end 10 pct. af porteføljen i kinesiske selskaber.

Men hvad sker der egentligt med Riget i Midten, for når alt kommer til alt, så har den kinesiske økonomi klaret sig langt bedre end så mange andre økonomier som kun lige med nød og næppe kunne præstere vækst i første halvår af 2008. Kina’s økonomi er vokset med mere end 10 pct. og ligger lunt i svinget til at indfri vækstambitionerne på 10 pct. for hele året.

- Overordnet set vurderer vi, at flere faktorer tilsammen rammer det kinesiske marked. Lavere økonomisk vækst, højere inflation og pressede indtjeningsmarginaler hos selskaberne er blandt de værste syndere. Indtjeningen for de fleste kinesiske selskaber i resten af 2008 vil næppe være særlig inspirerende. Nogle velkapitaliserede markedsledere vil kunne drage fordel af situationen og styrke konkurrenceevnen og forbedre effektiviteten, skriver Nikolaj Holdt Mikkelsen.

- Kina vil til stadighed være attraktiv for den langsigtede investor og til spredning af den samlede porteføljerisiko. Uanset hvad der driver investorernes interesse for det kinesiske marked skal man som investor altid dykke ned under overfladen og afdække hvad der reelt er de drivende markedskræfter, slutter han.

Udgivet af: NPinvestordk