IBM ophører med egen PC-produktion
IBM har outsourcet produktionen af stationære pc'er til Sanmina-SCI og ophører dermed helt med egenproduktion af PC'er. Aftalen med Sanmina-SCI vurderes at have en værdi på over 50 mia. kr., ifølge den svenske avis Vision.
I takt med pc'ernes voldsomme udbredelse er priserne de seneste år faldet stærkt. Det har bevirket, at pc'ee i dag er et lavmarginalprodukt, der kræver stor volumen for at kunne give et fornuftigt afkast.
- Med denne aftale følger vi vores strategi om at gøre produktionen af pc'er mere konkurrencekraftig. Nu kan vi fokusere med på vores egne investeringer på de områder, som giver vores kunder den højeste værdi, siger Bob Moffat, chef for IBM's Personal og Printing System Group.
IBM vil dog fortsat producere deres bærbare pc'er - ThinkPad - i eget regi, da udviklingsmulighederne på dette segment endnu vurderes som store.
I forbindelse med outsourcingen overtager Sanmina-SCI IBM's produktionsfaciliteter i USA og Skotland tillige med forpligtelserne overfor 1000 medarbejdere.