IKEA planlægger opførelse af ny lavpris hotelkæde
Verdens største møbelproducent IKEA vil lancere en lavpris hotelkæde i Europa, der skal bestå af op mod 100 hoteller, skriver den britiske avis The Independent.
- Vi vil forsøge at sprede os ud over hele Europa, og filosofien vil være IKEA's, men hverken navnet eller møblerne vil blive benyttet, fortæller forretningsudvikler hos IKEA Harald Muller.
IKEA, der i forvejen ejer en del hoteller rundt om i Europa, vil arbejde sammen med en anden hotelkæde om projektet. Harald Muller vil dog ikke ud med hvem samarbejdspartneren er, men det vil blive præsenteret i september.
De to første nye hoteller forventes indviet i 2014 i Tyskland, og senere følger så Belgien, Holland, England, Polen og i de nordiske lande.