IMF/Nordea: Opsvinget er fortsat skrøbeligt trods nye vækstskøn

Udgivet den 21-01-2014  |  kl. 17:19  |  

På trods af at Den Internationale Valutafond, IMF, har løftet sine vækstskøn for verdensøkonomien, er det globale opsving stadig skrøbeligt, og der er fortsat betydelige risici på nedsiden for IMFs prognose.

Det påpeger Helge J. Pedersen, cheføkonom hos Nordea Markets, i en kommentar til den opdaterede prognose fra IMF.

Ud fra sit reviderede skøn for væksten i verdensøkonomien i 2014 og 2015 venter IMF, at væksten i år lander på 3,7 pct. for derefter at tiltage til 3,9 pct. i 2014. Det kommer efter en fremgang på 3 pct. i 2013.

Der er tale om en opjustering af skønnet for 2014 på 0,1 pct.point, mens skønnet for 2015 er uændret i forhold til IMF’s seneste prognose fra oktober 2013.

- IMF fremhæver dog, som også blandt andet Den Europæiske Centralbank gør det, at det globale opsving fortsat er skrøbeligt, og at der fortsat er betydelige risici på nedsiden for prognosen, lyder det fra Helge J. Pedersen, der fortsætter:

- IMF fremhæver blandt andet risikoen for, at de avancerede økonomier, herunder euroområdet og USA, bliver fastlåst i en lav-inflationsfælde, som kan besværliggøre opsvinget blandt andet fordi den reale gældsbyrde i så fald risikerer at stige og fordi pengepolitikken bliver impotent, fordi der er en bundgrænse for renten på nul-procent.

Derudover øger det ifølge Nordeas cheføkonom, at der kan opstå en mere bredt-baseret deflationær situation, hvis et nyt tilbageslag rammer økonomierne. Det kan i givet fald få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien, påpeger han.

- Eftersom der fortsat er mange ledige ressourcer i de avancerede økonomier, anbefaler IMF derfor, at den lempelige pengepolitik fortsætter længe endnu både i USA, men ikke mindst i euroområdet, siger Helge J. Pedersen og fortsætter:

- IMF anbefaler blandt andet, at ECB sikrer, at likviditeten ikke tørrer op i euroområdet og gennem en mere målrettet udlånspolitik sikrer, at den finansielle sektor formår at stimulere den økonomiske aktivitet også i de kriseramte sydeuropæiske lande.

Cheføkonomen pointerer, at IMF også nævner, at de igangværende strukturreformer fortsætter for at fremme investeringsaktiviteten.

I den opdaterede prognose kommer IMF ikke med nye skøn for den danske økonomi. Nordeas cheføkonom påpeger dog, at "det selvfølgelig vil få stor betydning for Danmark, hvis opsvinget i euroområdet materialiserer sig som ventet."

- IMFs hovedscenarie for euroområdet er en fremgang på 1 pct. i år, drevet af Tyskland og Frankrig, som vil vokse med henholdsvis 1,6 pct. og 0,9 pct. i år, siger Helge J. Pedersen og nævner, at det i store træk svarer til Nordeas egne forventninger.

Især fremgangen i Tyskland er med de rød-hvide briller vigtig for Danmark, understreger cheføkonomen, idet Tyskland er det største danske eksportmarked.

- Derfor skal vi også lægge mærke til, at IMF venter, at væksten i den tyske økonomi stagnerer i 2015 omkring 1,5 pct., hvor vi venter en yderligere acceleration til 2 pct., siger Helge J. Pedersen.

Ender IMF med at få ret i sin prognose for Tyskland, kan det medvirke til også at holde væksten tilbage i den danske økonomi, afslutter cheføkonomen.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:35 Labour sikrer sig flertal i Storbritannien: Pundet er let styrket og aktiefutures stiger
06:34 Carlsberg får skåret kursmålet med knap 5 pct. hos Goldman Sachs
06:34 Mærsk kan se positive takter hos de asiatiske konkurrenter fredag
06:34 Ennogie realiserer største ordreoptag i over et år
06:32 Asien: Investorerne sikrer de seneste dages gevinster inden amerikansk jobrapport
06:32 Valuta: Politiske valg og kommende økonomiske data giver sidelæns handel
06:32 USA/T-bond: Kun marginale udsving op til fredagens vigitge jobtal
06:32 USA/lukning: Marginale ændringer i futuresmarkedet inden jobrapport
06:30 Kalender med link - fredag den 5. juli
17:53 Ringkjøbing Landbobank får flere påbud efter tilsynsbesøg
17:49 Europa/aktier: Stigninger på britisk valgdag, men mest til tyske Continental
17:31 Fransk højreparti er langt fra flertal i meningsmålinger
17:15 Nvidia ses sælge for gigantisk milliardbeløb i Kina i år trods amerikanske restriktioner
17:05 Torsdagens aktier: Zealand igen i rekord i plusmarked med usikkerhed under overfladen
17:01 Torsdagens obligationer: Renten stod tæt på stille på fridag i USA og før jobrapport
16:32 Erhvervsorganisation frygter fiasko i historisk udbud for havvindmøller
16:02 Mærsk kan atter se fragtraterne stige: Vigtigt rateindeks er næsten firedoblet på et år
16:01 Noble/Sadif Investment: Hæver til "stærkt køb" fra "hold"
15:24 Norwegians børsværdi skrumper mere end 1,3 mia. kr. efter nedjustering
15:08 ECB's cheføkonom lufter bekymringer over høj inflation skabt inden for EU