Intermail/CEO: Vi er også blevet ringet op af Nasdaq

Udgivet den 16-09-2020  |  kl. 12:24  |  
Arkiv: Foto

Intermail kender ikke baggrunden for, at aktiekursen er løbet løbsk onsdag middag med en stigning på lige under 100 pct.

- Vi er også blevet ringet op af Nasdaq, og vi er ikke kommet med nogen udmeldinger i forhold til resultat eller andre forandringer siden juli. Så jeg tror bare, at det handler om ekstra opmærksomhed om aktien i dag, siger administrerende direktør Anders Ertmann til Ritzau Finans.

Ved 12.15-tiden ligger Intermail til en stigning på næsten 99 pct. til 14 kr. Det er det højeste niveau siden september sidste år.

Der er ved middagstid handlet 57.527 Intermail-aktier, hvilket er mange gange mere end normalt, men målt i kroner stadig under 1 mio.

- Det er klart, at når det er en illikvid aktie, som Intermail har været i visse perioder, så kan man få de her udfald, konstaterer Anders Ertmann.

Intermail, som leverer forskellige ydelser til kommunikationsbranchen, kom den 10. juli igen med forventninger til regnskabsåret 2019/20, efter at den oprindelige prognose blev suspenderet som følge af covid-19-udbruddet.

Prognosen forudser en koncernomsætning i niveauet 110-115 mio. kr. i 2019/20, et driftsresultatet på EBITDA-niveau på 12-15 mio. kr. og et underskud før skat på mellem minus 7 og 3 mio. kr.

Før den 14. april ventede Intermail en omsætning på 125-135 mio. kr., et driftsresultat (EBITDA) på 17-22 mio. kr. og et overskud før skat på 1-5 mio. kr.

- Vi har ingen ændringer til de resultatforventninger, vi meldte ud i juli, og som vi også sagde til Nasdaq, havde vi haft ændringer, havde vi klart meldt dem ud tidligere, siger Anders Ertmann.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder