INTERVIEW - V blev ikke vel modtaget hos regeringen
København--6. oktober--NetPosten--Venstre var i dag på en times besøg hos finansminister Mogens Lykketoft til den officielle del af finanslovsforhandlingerne. Og Venstres udspil om flere penge til sundhedssektoren blev ikke vel modtaget hos regeringen, siger Venstres politiske ordfører Ulla Tørnæs til NetPosten fredag.
- Det er den officielle del af forhandlingerne, som nu er i gang, og det tyder jo på, at det bliver en meget rød finanslov. Vi fremlagde vores synspunkter angående forbedringer på sundhedsområdet, men regeringen mener jo ikke, at der er behov for de store ændringer på det område, siger Ulla Tørnæs til NetPosten.
Om det hele allerede er aftalt på forhånd med SF og de andre venstrefløjspartier er et godt spørgsmål, mener hun.
- Vi ved det faktisk ikke. vi har kun vores oplysninger fra pressen, lyder meldingen fra en ikke særlig optimistisk Ulla Tørnæs.