Japans regering fremlægger ny økonomisk pakke uden finanspolitiske tiltag

Udgivet den 20-02-1998  |  kl. 12:19  |  

Tokyo--20.februar--NetPosten--Det japanske regeringsparti LDP har i morges fremlagt en ny økonomisk pakke, der er designet til at spæde den skrantende japanske økonomi op og samtidig hjælpe med til at hive de sydøstasiatiske lande ud af krisen.

I det offentliggjorte udkast til pakken er der ingen finanspolitiske tiltag. Pakken indeholder således ingen skattelempelser. I udkastet erklærer LDP tværtimod, at den allerede annoncerede sænkning af indkomstskatten og andre tiltag er nok til at igangsætte en konjunkturel bedring.

Pakken foreslår blandt andet en nyvurdering af virksomheders og bankers grundstykker, en deregulering af firmaers tilbagekøb af aktier og en fremmelse af ejerskab af fast ejendom. Desuden inciterer udkastet til private investeringer i infrastruktur.

Som hjælp til Asien indeholder pakken blandt andet en ekstra kredit i omfanget 300 mia yen til de hårdest ramte lande. Lånene skal stilles til rådighed gennem Japans Eksport-Import Bank.

Samtidig åbnes der i pakken mulighed for at skabe et fælles asiatisk valutasystem. De seneste måneders megen valutaturbulens har således affødt et ønske om en mere stabil situation.

- Vi vil studere muligheder for at formulere et fælles valutasystem i Asien-regionen, eller mulighed for i højere
grad at benytte sig af yen'en, skriver LDP.

Den økonomiske pakke skal i eftermiddag ratificeres af LDP.

Udgivet af: NPinvestordk