Jyske Bank: En sundhedsreform i USA vil have både negative og positive effekter for Novo

Udgivet den 27-02-2009  |  kl. 09:21  |  

Det var store kursfald i medicinalsektoren i USA i går, som følge af præsident Obamas forslag til en ny sundhedsreform. Barack Obama, har tænkt sig at bede Kongressen om at afsætte 634 mia. dollar over ti år til at foretage en gennemgang af nationens sundhedssystemer. Omkring halvdelen af pengene skal komme fra omkostningsreduktioner i Medicare og Medicaid-programmerne til henholdsvis ældre og mindrebemidlede, mens den anden halvdel skal komme fra skatteindtægter.

Jyske Bank vurderer, at Lundbeck vil blive hårdere ramt end Novo Nordisk.

- Vi vurderer, at det vil være medicin, som allerede er under prispres i forvejen, der vil blive hårdest ramt herunder bl.a. kolesterol og antidepressiver, hvorimod kræft og diabetesmedicin vil blive mindre ramt. Derfor vil det være Lundbeck og Pfizer, som vil blive hårdest ramt i vores univers, hvorimod Novo Nordisk og Roche vil stå bedre. Dermed synes der at være lagt op til, at der vil blive lagt en øvre grænse på priserne på nogle lægemidler.

Jyske bank har stadig en Køb anbefaling på Novo Nordisk.

- De positive konsekvenser er afledt af, at flere diabetikere vil få adgang til behandling, hvilket muligvis kan opveje de negative effekter fra reformen. Novo Nordisk giver i forvejen meget store rabatter under Medicareprogrammet, så selskabet er ikke blandt de, der står først for at blive ramt af en reform. Ifølge CEO Lars Rebien vil Novo få en positiv volumeneffekt og måske et prispres på nogle af produkterne. Men der vil fortsat i USA være råd og villighed til at betale for nye og innovative produkter. Han venter, at ændringerne vil ske gradvist og regnede ikke med, at reformen får effekt i år, skriver Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder