Jyske Bank venter at fastholde Reducer på APM-Mærsk

Udgivet den 30-03-2006  |  kl. 11:48  |  

Gårsdagens skuffende udmeldinger fra A.P. Møller bekræfter, at indtjeningspresset i containeraktiviteterne - som frygtet - bliver større end forventet, vurderer Jyske Bank i en kommentar.

Bankens risikoscenario ser ud til at blive realiseret med en forventet nedjustering af EPS 2006 estimater på mere end 20 pct. Hertil kommer, at uventede nedskrivninger af aktiver i nyopkøbte P&O Nedlloyd og Kerr-McGee øger usikkerheden omkring værdien af disse opkøb.

Usikkerheden er i højsædet på kort sigt, og banken forventer at fastholde en Reducer-anbefaling. Omvendt ser analytikerne en ”value-case” materialisere sig efter dagens markante kursfald.

- Vi skimter en bedring i containermarkedet i 2007, hvor også væsentlige synergier fra P&0 Nedlloyd - og stigende produktion fra oliefelterne i Qatar – vil understøtte en stigende indtjening, anfører Jyske Bank.

De udmeldte forventninger for 2006 skuffer fælt. A.P. Møller forventer et nettoresultat på 17-18 mia. kr. - hele 34 pct. under bankens estimat på 26,5 mia. kr.

Det er primært containeraktiviteterne, der trækker ned. Her forventer APM et væsentligt lavere resultat i 2006 - primært som følge af markante ratefald og omkostninger til integration af P&O Nedlloydsom er større end ventede. Inden for Olie & Gas er nedskrivninger af aktiver relateret til Kerr-McGee-købet, og lavere end ventet produktion fra Qatar, negative vinkler.

Jyske Bank forventer at nedjustere sit 2006 EPS-estimat med mere end 20 pct. for 2006 og lidt mindre for 2007. 2/3 dele af 2006 nedjusteringen skyldes Container - 1/3 del Olie & Gas, hvor banken nu først ser en vækst i produktionen i Qatar fra 2007.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder